Tirsdag klokken 13 blev en statue afsløret i Europa-Parlamentets bygning i Strasbourg.

Figuren, der forestiller en nøgen Trump ridende på ryggen af en dreng, er lavet af den danske kunstner Jens Galschiøt. 

Værket, der hedder ‘The Orange Plauge’ og er dækket af 23 karat bladguld, har tidligere været genstand for kritik, da kunstneren tog den med til Rebildfesten i 2026. Det skriver Tv2 Nord.

Efter afsløringen sagde kunstneren ifølge CNN:

»Trump kan lide guld. På en måde tror jeg, han ville kunne lide denne skulptur.«

Det er det nordjyske medlem af Europa-Parlamentet Enhedslistens Per Clausen, der nu har fået statuen til Strassbourg.

»Jeg ved godt, at nogle mener, man ikke må provokere Trump, og derfor ikke bør udstille en skulptur som denne her. Til dem må jeg bare sig to ting: For det første kan vi ikke acceptere at leve i frygt og selvcensur. For det andet, hvis man er så tyndhudet, at man ikke kan klare, at denne her skulptur udstilles i EU-Parlamentet, så hører man ikke hjemme på verdensscenen,« siger han til mediet.

Jens Galschiøt har tidligere haft den 2,5 meter høje skulptur med til FNs Klimakonference i Brasilien, til Sikkerheds-konference i München og som nævnt til Rebildfesten 2026.

Under årets Rebildfest vakte det bekymring hos arrangørerne, at Galschiøt ville dukke op med statuen fastgjort til en handicap-scooter. 

I første omgang bad arrangementets sikkerhedschef, Søren Korsgaard, kunstneren om at blive væk, da han ikke mente, at det var forsvarligt at køre rundt med skulpturen i det kuperede landskab i Rebild Bakker.

Senere fortalte sikkerhedschefen dog til DR, at man i hvert fald ville bede politiet at tjekke, om scooteren var lovlig.