De er kun børn. Alligevel skal de nu stå ansigt til ansigt med voksnes vrede, frustrationer og svinende tilråb.

Sådan ser virkeligheden ud for de 13-årige, som regeringen nu giver grønt lys til at sætte ved kassebåndet i supermarkederne efter en lovændring.

Det mener i hvert fald 19-årige Noah Ejlertsen, som tidligere har arbejdet som salgsassistentelev i Føtex.

»Det er en skandale og helt absurd, at et 13-årigt barn skal sidde helt i frontlinjen – det kan kun ende galt,« påpeger han.

I hans tid som salgsassistentelev blev der slynget adskillige svinere i hans retning. Alt fra » du dårlig til dit job«, »kom nu, hurtigere!« og »tag dig en rigtig uddannelse,« forklarer han og uddyber:

»Jeg var stolt af mit arbejde som salgsassistent, men nogle kunder var ekstremt nedladende og meget uddannelsessnobbede. Der var virkelig en hård tone.«

Han har oplevet sine kolleger blive kaldt alt fra »bøsserøv«, »luder« og »møgsæk«.

Og det er langt fra et enkeltstående tilfælde. 71 procent af de butiksansatte har oplevet verbale overfusninger, mens 14 procent har modtaget direkte trusler, viser en undersøgelse fra HK.

Arbejdstilsynet har desuden oprettet en særlig kampagneside med fokus på at beskytte unge mod krænkende adfærd.

»De mange overfusninger begynder virkelig at sætte sig,« påpeger Noah Ejlertsen og tilføjer:

»Jeg kunne i hvert fald ikke være i det mere – og så tænker jeg, at børn ikke skal tage de tæsk, jeg fik,« understreger han. B.T. har forelagt Noah Ejlertsens kritik for Salling Group, men de kommenterer ikke på personalesager.

Salling Group skriver dog, at de »forsøger at klæde vores personale så godt på som overhovedet muligt, når det kommer til kundekontakt, og hvordan kollegaerne i butikkerne skal håndtere ubehagelige hændelser.«

B.T. har også anmodet om et interview med beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), men hun har ikke haft mulighed for at stille op.

I stedet har hun sendt et længere skriftligt svar, hvor hun blandt andet skriver:

»En 13-årig kan godt stå ved et kassebånd, hvis de rigtige rammer er på plads, og de hurtigt kan få hjælp fra en kollega. Omvendt skal de selvfølgelig ikke stå ved kassen i butikker, hvor kunderne har en problematisk og uforudsigelig adfærd. Sådan skal det også være fremover,« skriver Ane Halsboe-Jørgensen og tilføjer:

»Jeg mener helt grundlæggende, at det er sundt og myndiggørende for vores unge, at de har et fritidsjob, tjener deres egne penge og oplever, at de kan bidrage. Vi har et ansvar for at sikre særlig beskyttelse af unge i deres første møde med arbejdslivet. Vi skal beskytte dem, når de er i job, fremfor at beskytte dem fra et job.«

Ministeren tilføjer, at regeringen »i løbet af næste år politisk følger op på udviklingen for de unges psykiske arbejdsmiljø.«