»Vi skulle beslutte, hvorvidt vi skulle slå vores eget barn ihjel. Det kan man ikke.«
For fire år siden startede en årelang kamp for Nini Gabriel og kæresten Joachim Baltzer. En kamp, som mange i bare medfølelse gerne vil men ikke for alvor kan forstå. De færreste har nemlig som Nini og Joachim mærket smerten ved at miste et nyfødt barn.
»Det er det værste i hele verden,« fastslår Nini Gabriel.
Den gravide, struttende mave, der var fyldt med glæde og allerede delt på sociale medier, var ikke fyldt med det liv, parret troede. 21 uger efter, det hele begyndte, var det så godt som slut.
Tirsdag var det international mindedag for spædbarnsdød. En dag, som Nini Gabriel og kæresten Joachim var med til at markere sammen med andre par i samme situation. De ved om nogen, hvad det vil sige at miste - ikke bare et barn. Men flere.
Joachim Baltzer og Nini Gabriels historie er fortællingen om, hvordan man i årevis kan skærme sig selv og omgivelserne mod en sorg så omsluttende, at det næsten er surrealistisk. Sådan formulerer parret det selv, når de skal sætte ord på, hvad de har været igennem og stadig kæmper med eftervirkningerne af.
Tilbage til fødegangen i april 2015 blev den lille pige i maven født som enhver anden baby. Men med den forskel, at hun ikke kom med hjem igen.
Bare 17 minutter nåede Cielo at være i live.
Den lille fighter var ikke større end en håndflade. Hun havde rygmarvsbrok. En medfødt misdannelse af ryghvirvler og rygmarv, som allerede har forårsaget hjerneskade og alvorlige misdannelser på ben og fødder.
»Vi gav hende tøj på. Og vi græd. Vi kunne se pulsen stoppe,« siger Nini Gabriel, der af lægerne blev rådet til at vælge en abort pga. de meget alvorlige misdannelser.
Sorgen, som efterfølgende omsluttede parret, fik verden til at gå i stå. Nini Gabriel tilbragte næsten to måneder på sofaen uden overskud til at tale med andre end Joachim.
»Hele ens verden går i stå. Man ender i en tåge af sorg og ingenting. Jeg kunne ikke føre en samtale. Det at forestille sig, at man kan være noget for andre, det kan man ikke,« siger den 36-årige kvinde.
Hun har en datter fra et tidligere forhold, mens Joachim også fra et tidligere forhold har fire børn. Børnene er i dag mellem 11 og 19 år.
Ønsket om et fælles barn var brændende. Så når andre ikke forstod, at de ikke kunne stille sig tilfredse med de børn, de i forvejen havde, var det smertefuldt at forklare og få andre til at forstå. Som tiden gik, blev det kun værre at håndtere andres velmenende kommentarer.
»Man kan slet ikke forestille sig, hvordan man nogensinde skal kunne havne der igen,« siger 43-årige Joachim Baltzer, når han i dag ser tilbage.
Men sådan blev det. Endnu en graviditet ca. halvandet år efter endte som en ufrivillig abort. I uge otte ville fostret ikke mere.
»Vi nåede at blive glade, men kom hurtigt ned igen,« siger Nini Gabriel.
Parret besluttede at holde graviditeterne for sig selv. De havde ikke kræfter ‘til at rydde op’, så det gjorde det nemmere ikke at fortælle andre, at Nini havde været gravid. Sådan blev det også i årene, der fulgte.
»Man bliver jo ramt af en form apatiskhed, men også en stædighed om, at det skal kunne lykkes,« siger Joachim Baltzer.
De droppede at kigge på babytøj, købe barnevogn og hvad der nu hører sig til. Især da det for tredje gang gik galt. Denne gang i uge 18. Til forskel for Cielo levede drengen ikke, da han blev født. Han døde af for meget væske i kroppen, da hans blære ikke kunne skille sig af med det fostervand, han havde drukket.
Rædslerne stoppede dog ikke her.
I sommeren 2017 mundede en fjerde graviditet ud i en voldsom blødning i uge 12. På en ferie med børnene måtte Nini Gabriel akut på sygehuset og have fjernet endnu et barn.
Da de tirsdag deltog i arrangementet for forældre, der har mistet et spædbarn, er det første gang, de er med. Men mod forventning er de ikke alene. For på armen sidder Atlas, bare fire måneder gammel.
»Vi er forældre på en anden måde nu. Ængsteligheden sidder uden på tøjet, fordi vi har mistet så mange gange. Vi har det med at tjekke, om han nu trækker vejret, når han sover. Han kommer ikke til at være en erstatning for nogen af vores børn. Men han kommer til at bære alt den kærlighed, de andre ikke kunne få,« siger Nini Gabriel.
