»Jeg har slet ikke kunnet sove om natten. Hver gang jeg vågner, tænker jeg på den åndssvage kjole.«

19. september lød et rugende ja i kirken, da Nina Øllgaard Jakobsen og hendes mand sidste sensommer fik hinanden.

En lykkelig dag, som Nina Øllgaard Jakobsen mindes med stor kærlighed.

Parrets første bryllupsdag nærmer sig, men nu er der sket det, der bare ikke måtte ske: Nina Øllgaard Jakobsen har mistet sin elskede brudekjole.

Det var meningen, at dele af kjolen skulle gemmes til vores kommende datters dåb eller konfirmation

Det var netop den kommende mærkedag, der fik Nina Øllgaard Jakobsen til at gå på jagt efter kjolen. Men efter at have ledt hele huset igennem flere gange måtte hun gå til bekendelse.

»Jeg fik et kæmpe sus i maven. Det måtte bare ikke være sandt. Jeg har ledt og ledt og ledt, men jeg kan simpelthen ikke finde den – den er væk. Jeg er ekstremt ked af det.«

Den skræddersyede brudekjole har stor affektionsværdi for hele familien. For ud over at kjolen var en gave fra hendes forældre, skulle den spille en rolle på kommende mærkedage.

»Der er så mange følelser forbundet med den her kjole. Det var en lang proces at få den syet, og jeg var både med til at tegne den, finde blonder og så videre. Og så var det meningen, at dele af kjolen skulle gemmes til vores datters dåb eller konfirmation.«

Hun fortæller, at kjolen må være forsvundet under en nylig flytning fra den ene ende af Holstebro til den anden. Men hvor i byen den kan være, har hun ingen anelse om.

Hvis en kommende brud har fundet den, må hun gerne låne den. Jeg vil bare så gerne have den tilbage efterfølgende

Kjolen havde hun lagt i en flyttekasse, hvor også Ninas mange dyre frakker lå pakket. Hele kassen er pist forsvundet, men det er den forsvundne brudekjole, der vækker store følelser hos hende.

»Vi har ledt overalt. Også vores venner, familie og naboer har været søde til at hjælpe, men der er ingen, der har set den.«

Den mislykkedes eftersøgning fik Nina Øllgaard Jakobsen til at søge andre veje. Den 26. august beslutter hun derfor – på opfordring af en veninde – at efterlyse kjolen på Facebook.

Nu sidder hun tilbage med håbet om, at nogen i nærområdet finder den. Og heldigvis har opbakningen været stor.

»Folk har været så søde til at dele mit opslag, og det er jeg dybt taknemmelig for. Men hvis jeg skal være ærlig, så begynder håbet at svinde ind. Hvis ikke den snart bliver fundet, er jeg bange for, at jeg ikke får den at se igen.«

Desværre er der endnu ingen, der har set skyggen af kjolen.

»Jeg har tænkt lidt på, om der mon er en kommende brud, der har fundet den og tænkt: 'Den er da lige mig'. Hvis det er tilfældet, vil jeg bare sige, at vedkommende gerne må låne den, hvis bare jeg kan få den tilbage efterfølgende. Jeg vil bare så gerne have min kjole igen.«

Hvis du har set Nina Øllgaard Jakobsens kjole, kan hun kontaktes over Messenger.