Onsdag aften forsøgte Nikoline at få fat i sin mobil, da hun stod i bussen og ville tage et billede.

Hun fik hånden ned i lommen, men da hun skulle have armen op over hovedet, var der ikke plads. Først efter tre minutter lykkedes det.

Nikoline stod nemlig i en så overfyldt bus, at der simpelthen ikke var plads.

Én halv time tidligere havde hun siddet med en ven og spist på en restaurant i København, men da den var ved at lukke, satte Nikoline kursen mod Nørreport Station i København for at tage hjem.

Dér fandt hun dog ud af, at Metroselskabet i efterårsferien havde valgt at testkøre deres nye tog, således at der var indsat togbusser fra klokken 21 hver eneste aften.

Derfor skulle den 25-årige kvinde altså med bus, men allerede da hun var kommet ind bussen, og den forlod Nørreport Station, syntes hun, at der var lige lovligt mange mennesker.

»Bussen var måske 60 procent fyldt, men da vi kom til Kongens Nytorv, kunne jeg se, at der måske stod 200 mennesker og ventede på bussen,« fortæller Nikoline Sommer til B.T.

Og da dørene åbnede, skyllede det ind med mennesker.

Her er et billede fra den overfyldte bus.
Her er et billede fra den overfyldte bus.
Vis mere

Så mange, at Nikoline blev forarget og ville tage et billede for at dokumentere det.

Men det var ikke nemt.

»Ham, der stod foran mig, stod så tæt, at jeg selv med alle kræfter ikke kunne få min arm op, så jeg brugte tre minutter, før det lykkedes, og så kunne jeg tage et billede,« fortæller Nikoline.

Ved næste stop – Christianshavn Station – valgte hun at stå af, selv om hun egentligt skulle med flere stop.

Og da hun stod foran bussen på Christianshavn, tog hun igen mobilen op og knipsede.

Et billede, som Nikoline tog, da hun kom ud af bussen
Et billede, som Nikoline tog, da hun kom ud af bussen
Vis mere

»Jeg var dybt rystet på det tidspunkt. Jeg har overholdt alle reglerne i denne tid, og så ender jeg i en situation, hvor jeg ikke kan få lov at gå ud af en bus, fordi der er for mange mennesker,« siger hun.

B.T. har foreholdt Metro Service Nikolines billeder, og dér lægger man sig fladt ned.

»Det ser godt nok ud til at folk står alt for tæt. Det er ikke tilfredsstillende og ærgerligt. Det er nemlig vores indtryk, at de nugældende regler og information virker rigtig godt til dagligt i den offentlige trafik, og at folk følger reglerne med ind/udstigning, holder afstand osv.,« Metro Services driftsdirektør Lars Toft Krag.

Lars Toft Krag understreger, at det i det enkelte tilfælde er buschaufførens ansvar at sørge for, at der ikke er mere end 60 personer i bussen, men at man naturligvis tager billederne »meget alvorligt«.

Et billede af den overfyldte bus
Et billede af den overfyldte bus Foto: Nikoline Sommer
Vis mere

Spørger man Nikoline er der dog også noget galt med beslutningen om at teste de nye metrotog klokken 21 i efterårsferien.

»De ved, at hele byen lukker ned klokken 22, og så begynder man at teste klokken 21 i efterårsferien? Hvad i alverden tænker de på,« spørger hun.