»Han er mit et og alt.«
I Brovst i Nordjylland sidder en far, der har truffet en umulig beslutning. Han er parat til at give afkald på sin seksårige søn.
Nikolaj Hansens stemme er rolig. Umiskendelig nordjysk og fuld af smerte, da han omhyggeligt og lidt forsigtigt gør rede for de sidste seks år.
Fra den lykkeligste dag i sit liv, da han fik sin søn Anders, i armene til den værste, da en politibetjent for en måned siden rev ham ud af hans favn.
Ligesom Nikolaj starter vi med begyndelsen.
Anders kom til verden i 2013. Han var et ønskebarn, men det begyndte hurtigt at gå skævt mellem hans forældre efter fødslen, og da Anders var et år, flyttede hans mor med ham.
Det var en stor sorg for Nikolaj, men han vidste med det samme, at han ville være så stor en del af Anders' liv som overhovedet muligt, og forældrene fik en tre-tre-ordning, hvor den lille dreng skiftedes til at være hos dem tre dage ad gangen.
Forældrene var helt fra begyndelsen ude af stand til at kommunikere med hinanden, og der var ofte uenigheder om, hvornår Anders skulle være hos hvem, hvad tid han skulle afleveres, hvem der skulle have bopælen med mere.
Det fortæller Nikolaj Hansen, og det understøttes af dokumenter i sagen.
At Anders var højt elsket af både sin mor og sin far, og at begge forældre spillede en væsentlig rolle i hans liv, er der ingen tvivl om.
Det fremgår af en børnesagkyndig undersøgelse, der blev lavet, da Anders var to et halvt år.
'Der er udviklet en god, sikker og kærlig relation mellem far og Anders,' skriver psykologen blandt andet i undersøgelsen.
Hun skriver i sin konklusion, at både mor og far giver noget rigtig værdifuldt til Anders.
Blandt andet på grund af den konklusion slår landsretten i 2016 fast, at Nikolaj Hansen skal beholde bopælen, fordi han vurderes til at være den forælder, der er mest indstillet på at imødekomme Anders' behov for at være meget hos begge forældre.
I stedet for en tre-tre-ordning får forældrene ham i en syv-syv-ordning, så Anders ikke skal have lige så mange skift.
Nikolaj elsker de uger, hvor han har sin søn hos sig. Han nyder, at Anders er en rigtig drenge-dreng, som han kalder det, der deler mange af sin fars interesser for store maskiner, fiskeri og biler.
Men freden uden advokater, sagsbehandlere, børnepsykologer, aktindsigter og mødedatoer i retten varer kort.
Kun halvandet år efter landsrettens afgørelse kæmper forældrene igen om Anders.
Deres samarbejde er fortsat ikke-eksisterende, og de er blandt andet uenige om, hvornår Anders skal starte i skole, og hans mor vil gerne have fuld forældremyndighed, fremgår det af dokumenter fra retssagen.
Der bliver lavet en ny børnesagkyndig undersøgelse, som igen slår fast, at Anders har en stærk tilknytning til begge forældre, som elsker ham højt, passer på ham og varetager hans behov.
'Han har brug for, at de begge er i hans liv,' konkluderer psykologen.
Hun er dog bekymret for, at forældrenes høje konfliktniveau begynder at kunne gå ud over Anders, og hun anbefaler derfor, at Anders får en fast base, og at forældrene deler ham i en 10-4-ordning, og at den forælder, der er bedst til at samarbejde, får bopælen.
Hun skriver også, at ingen af forældrene på daværende tidspunkt formåede at samarbejde.
I foråret i 2019 i retten i Hjørring får Anders' mor forældremyndigheden og bopælen. Begrundelsen er blandt andet, at man mener, forældrenes høje konfliktniveau kan mindskes, hvis den ene har forældremyndigheden. Retten lægger til grund, at Anders' mor er den, der bedst kan nedtrappe konfliktniveauet mellem de to forældre.
Nu har forældrene Anders i en 10-4-ordning, men konflikten mellem dem fortsætter med at eskalere.
Ifølge Nikolaj holder Anders jul med sin mor, selv om det var hans tur til at have ham. Noget, Nikolaj synes er ekstra svært, fordi hans mor, Anders' farmor, er alvorligt syg af kræft, og han frygter, det kan blive hendes sidste jul.
I ugen efter påske går det helt galt.
Nikolaj har haft Anders i påsken. Weekenden inden, Anders skal afleveres, får han symptomer på coronavirus. Han bliver testet, og lægen råder til, at både han selv og Anders går i karantæne.
Det skriver han til Anders' mor. Fire dage senere bliver han ringet op af retten i Hjørring, der indkalder ham til møde i Fogedretten om udlevering af Anders ugen efter.
Mandag 20. april får Nikolaj Hansen svar på sin test. Den er negativ, og han skriver til Anders' mor, at han vil aflevere ham i skolen dagen efter. Om eftermiddagen får Nikolaj et svar retur om, at han skal aflevere Anders senest klokken 17 samme dag.
Det nægter han, og klokken 16 møder politiet op på Nikolajs grund.
Af en afgørelse fra Familieretshuset fremgår det, at Anders' mor har bedt politiet om hjælp til at hente Anders, fordi Nikolaj Hansen ikke har afleveret ham, og at det ikke er første gang, han tilbageholder Anders.
Anders' mors advokat har gjort B.T. opmærksom på, at Nikolaj Hansen efter morens opfattelse på det tidspunkt havde tilbageholdt Anders i 20 dage.
I dag kan Nikolaj stadig ikke helt forstå, hvorfor han reagerer, som han gør, da politiet kommer, men han bliver bange, tager Anders med indenfor, låser døren og nægter at aflevere ham.
Imens kommer der flere politibiler til adressen, og Nikolaj bliver ringet op af en forhandler på sin telefon.
Han beskriver situationen som fuldstændig vanvittig.
Han fortæller, at han for Anders' skyld gerne ville gøre det så udramatisk og roligt som muligt. De havde gået udenfor i mange timer, og Anders var sulten og havde jord og sand over det hele.
»Vi blev derfor enige om, at jeg kunne give ham et hurtigt bad og lidt mad, og så kunne de køre ham hjem til hans mor,« fortæller Nikolaj.
Men mens Anders og Nikolaj sidder og spiser, bliver døren pludselig brudt ind, og flere betjente stormer stuen.
Anders begynder at skrige og græde, og Nikolaj samler ham op, men betjentene river ham ud af armene på ham og forsvinder ud ad døren.
Det knækker Nikolaj, der bliver sigtet for at have unddraget Anders fra hans mors forældremyndighed.
»Synet af, at han sad på min arm og skreg og skreg... Det glemmer jeg aldrig. Det skal han aldrig udsættes for igen. Aldrig nogensinde.«
Det er en måned siden, og Nikolaj har ikke set Anders siden.
Han har fået en afgørelse fra Familieretshuset om, at al samvær med Anders foreløbigt er aflyst, og Nikolaj tvivler på, det kan blive genoptaget.
»Jeg kan tage kampen op igen og så måske få lov at se ham en gang hver 14. dag, men jeg kan ikke mere,« siger Nikolaj.
Han fortæller, at han har set sit eget liv falde fra hinanden de sidste fem et halvt år.
»Jeg har mistet kærester, familie, venner og utroligt mange penge. Jeg har fået stress og en depression, og jeg kan knap nok overskue at passe mit arbejde og min ejendom,« fortæller Nikolaj.
Men det vigtigste er Anders.
»Han er mit liv, og jeg er fuldstændig knust ved tanken om, at han ikke skal være hos mig mere, men det må ikke gå ud over ham, at vi er så uenige. Han er sådan en dejlig dreng, og han skal ikke trækkes ind i vores konflikt og blive en brik i et spil mellem to voksne, der ikke kan tale sammen,« fortæller Nikolaj stille.
Han håber, at han ved at fortælle sin historie kan få andre forældre til at handle, inden de ender i så svære konflikter som den, han og Anders' mor er i.
B.T. har været i kontakt med Anders' mors advokat, der oplyser, at Anders' mor ikke ønsker at deltage i artiklen. Hun og hendes advokat har haft artiklen til gennemsyn med henblik på rettelse af eventuelle faktuelle fejl. B.T. er af advokaten gjort opmærksom på, at artiklen indeholdt væsentlige fejl, men har trods gentagne henvendelser ikke kunnet få svar på, hvad det drejer sig om. Det konkrete hændelsesforløb i sagen er så vidt muligt bekræftet og beskrevet gennem officielle dokumenter i sagen. 'Anders' er ikke Nikolaj Hansens søns rigtige navn.
