Det er ikke vreden, der fylder i Niels Boje Lunds krop. Selvom man kunne tro det.
»Jeg kan bare se, at det ikke er det, der sker i min krop,« fortæller Niels Boje Lund, der for fire år siden mistede sin søn, Mathias Baadsgaard-Lund.
Mathias døde af meningitis. Tre læger tilså ham, men ingen opdagede sygdommen.
Mandag kunne DR fortælle, at den hovedansvarlige læge har erklæret sig skyldig i grov forsømmelse, ligesom lægen har accepteret en bøde på 5.000 kroner.
Alligevel er Niels Boje Lund både rolig og afdæmpet, da B.T fanger ham.
Han kan sagtens forestille sig, at andre ville blive vrede, og at han også kunne være blevet det selv. Virkeligheden er bare en anden.
»Jeg tror, det er, fordi Mathias er for dyrebar. Derfor er jeg så opsat på, at når vi allesammen mister det mest dyrebare, vi overhovedet kan forestille os, på grund af fejl, er det mindste, vi kan gøre til alles glæde, at lære af de fejl. Det overtager fuldstændig mit system. Det er meget vigtigere end at være vred. Jeg har ikke kunnet finde vreden, selvom det ville være helt normalt. Jeg kan ikke svare på hvorfor,« siger Niels Boje Lund.
Det var den 4. januar 2016, at 16-årige Mathias Baadsgaard-Lund døde af smitsom meningitis, efter han blev indlagt på Herlev Hospital med tegn på sygdom.
Jeg tror egentlig mest, vi kan bruge det fagligt – og at vi ikke så forkertNiels Boje Lund, far til Mathias Badsgaard-Lund
Tre læger tilså ham, men ingen af dem opdagede sygdommen.
Lægen, der på hospitalet undersøgte ham, ville ikke høre tale om meningitis. Heller ikke, selvom det stod i Mathias Baadsgaard-Lunds journal, at diagnosen var under mistanke, og både forældre og en sygeplejerske nævnte meningitis flere gange i løbet af natten.
At lægen nu har erkendt, at der var tale om grov forsømmelse, betyder noget for familien.
»Der er to ting i det. Dels, at vi ikke var helt galt afmarcheret i vores opfattelse. Det er på det personlige plan meningsfyldt at få at vide. Den anden ting, og det vigtige, er, hvad det betyder sundhedsfagligt. Det er afgørende, at vi ikke længere skal snakke om, hvorvidt der ER sket en fejl. Det er uomtvisteligt. Det giver også plads til det vigtigste spørgsmål: Hvad så nu? Hvad gør vi ved det? Hvad kan vi lære?« siger Niels Boje Lund.
At lægen har accepteret tiltalen, gør, at familien efter fire år får lidt ro. Det giver mulighed for at komme videre. Men på et punkt gør det dog ikke en forskel.
»Jeg tror egentlig mest, vi kan bruge det fagligt – og at vi ikke så forkert. Den er ikke vigtig i en sorgbearbejdning. Der er helt andre måder, vi angriber det på. Der er også noget helt grundlæggende i, at vi har et retssystem, vi har behov for at læne os op ad, og at vi ved grov uagtsomhed kan sige til hinanden, at det ikke er i orden,« siger Niels Boje Lund.
Han fortæller, at der en måned efter Mathias' alt for tidlige død var et dialogmøde med lægen, der tilså ham.
»Efterfølgende har der været noget korrespondance med vedkommendes chef, som både jeg og Mathias' mor har holdt møde med. Vi har også talt med hospitalsledelsen, men vi har ikke talt med den pågældende læge. Det ville jeg faktisk gerne, men mit indtryk er, at lægen ikke har lyst til det,« siger Niels Boje Lund.
