Niels Elmelund Pedersen fik sig noget af et chok, da han omkring klokken 18.30 vendte hjem til sin landejendom mandag.

På hans mark nogle kilometer fra Jyderup på Sjælland lå et får. Hovedet var skåret af, benene var brækket og noget af ulden var fjernet.

»Det virker lidt mærkeligt. Jeg har ingen får,« siger han, da B.T. taler med ham onsdag.

Det betyder altså, at nogen har placeret fåret der.

Foto: Privatfoto
Vis mere

Noget andet, Niels Elmelund Pedersen synes er lidt mærkeligt, er, at på nær lidt uld, så er der ikke taget noget fra fået. Det er tilsyneladende slået ihjel uden nogen særlig årsag.

»Jeg har skrevet om det på Facebook for at advare andre. Der er folk med dyr i området, og de skal jo nok være lidt ekstra opmærksomme, så det ikke sker for dem,« siger Niels Elmelund Pedersen.

Niels Elmelund Pedersen er ret sikker på, at fåret er placeret på hans mark mellem klokken 15 og klokken 18 mandag. Mere ved han ikke.

Da han fandt det, ringede han til Dyrenes Beskyttelse på 1812 med det samme. Kort efter kom Falck og hentede det.

Efter Niels Elmelund Pedersen har delt sin oplevelse på Facebook, har der ikke været lignende episoder i området.