»Absurd opførsel. Ydmygende. Krænkende. Ubehagelig.«

Nicolai Oster talte ikke med uld i munden, da han fredag stod frem i B.T. og beskrev en taxitur sent torsdag aften, der endte i et mindre optrin.

Situationen udviklede sig, efter Nicolai Oster insisterede på at betale med en tusindkroneseddel, og på video er det foreviget, hvordan taxichaufføren blandt andet kalder Nicolai for en spasser, hund og fuckhoved.

Men spørger man taxichaufføren selv, og det har B.T. selvfølgelig gjort, så var der en særlig grund til, at de grimme ord fløj gennem luften.

»Han var vildt provokerende over for mig, før han tændte videoen, og jeg havde bare talt stille og roligt til ham. Det virkede, som om han havde planlagt, at det skulle ske,« siger 43-årig Yilmaz, der har kørt taxi i 16 år og ikke ønsker sit efternavn offentliggjort.

Da Nicolai Oster trådte ind i taxien, indikerede intet ellers, at det her ville blive en taxitur, Yilmaz sent skulle glemme.

Yilmaz samlede sin passager op på Hovedbanegården, og der fik han besked på at fragte ham til en adresse i det indre København.

Nicolai Oster talte i telefon hele vejen, og det gjorde han fortsat, da Yilmaz parkerede taxien og ventede på at modtage de 108 kroner, som taxametret viste.

Med den ene hånd på telefonen rakte Nicolai Oster en tusindkroneseddel frem fra bagsædet.

Til Yilmaz' store frustration.

»'Jeg kan ikke veksle de penge,' siger jeg til ham. Jeg har kun 700 kroner i byttepenge, så jeg siger stille og roligt, at vi kan køre et sted hen og veksle pengene. Der ligger både en kiosk og en 7-Eleven tæt på, så det er et spørgsmål om et par minutter,« fortæller Yilmaz.

Men nej, det vil Nicolai ikke høre tale om.

Det er »chaufførens problem«, at han ikke kan give tilbage på de tusinde kroner, og han bør ifølge Nicolai ringe til centralen.

Yilmaz fortæller, at det har intet med centralen at gøre, og at man aldrig kan forvente at kunne betale med 1000 kroner, når man kører en tur på så få kilometer.

Diskussionen fortsætter, og Nicolai begynder at filme.

På videoen - som du kan se øverst i artiklen - ser man, hvordan Yilmaz er ophidset og blandt andet kalder sin passager en 'spasser' og et 'paphoved'.

Og det er meget unormalt for Yilmaz, siger han.

»Jeg har kørt taxi i 16 år, og jeg bliver ikke normalt sådan sur, men han var bare så provokerende. Normalt vil passagererne jo også altid gerne veksle i en kiosk eller noget, hvis de har en stor seddel,« siger han.

B.T. har også konfronteret Yilmaz med afslutningen på Nicolai Osters video, hvor taxichaufføren først sender en spytklat i retning mod sin passager, hvorefter de mødes i en mindre fysisk konfrontation.

»Jeg spyttede kun ved siden af ham og ikke på ham, som han siger. Og så gik han over mod mig og holdt i min arm,« siger Yilmaz.

Han fortæller desuden, at han har haft svært ved at sove og var bange, da han natten til lørdag igen satte sig ind i sin taxi for at fragte københavnere rundt i den danske hovedstad.

Men den forklaring er Nicolai Oster lodret uenig i.

»Det er jo fuldstændig løgn og latin. Han spytter mig direkte i ansigtet, og jeg kan da heller ikke se, hvorfor jeg skulle reagere sådan, hvis ikke jeg blev ramt. Han langer også ud efter mig, som man kan se på videoen, så det her er helt ude i hampen,« siger han til B.T. lørdag eftermiddag.

Yilmaz er kaldt til samtale hos sin arbejdsgiver TAXA 4x35 mandag, hvor de skal snakke om, hvad der helt præcist skete sent torsdag aften i chaufførens taxi.