Torsdag aften blev Nicolai Oster truet og spyttet på af en taxichauffør, da den 25-årige udenlandsdansker forsøgte at betale for turen med en tusindkroneseddel.

Episoden har efterladt en utryghed i Nicolais krop, og netop derfor har han ventet på at få en afklaring om, hvorvidt taxichaufføren fortsat kan fragte passagerer rundt i de københavnske gader.

Chaufførens selskab, TAXA 4x35, var nemlig hurtig til at tage afstand fra opførslen.

»Vi tager skarp afstand fra chaufførens opførsel og er meget kede af kundens oplevelse. Vi har startet en intern undersøgelse og har indkaldt chauffør og vognmand til en samtale. Det er fuldstændig uacceptabel opførsel,« sagde bestyrelsesformand for TAXA 4x35 Palle Christensen i weekenden.

Men nu er taxiselskabet klappet i.

Mandag havde selskabet altså en samtale med taxichaufføren, men de vil hverken over for B.T. eller Nicolai Oster afsløre, om spytklatten og truslerne fik konsekvenser.

Det sker på trods af flere e-mail fra Nicolai, og herunder kan du se TAXA 4x35's seneste svar.

Her er mailen, som Nicolai har modtaget fra TAXA 4x35.
Her er mailen, som Nicolai har modtaget fra TAXA 4x35. Foto: Nicolai Oster
Vis mere

Taxiselskabets håndtering undrer - og bekymrer - i den grad Nicolai, der bor i Schweiz, men som suser rundt i københavnske taxier, når han befinder sig i fødelandet.

»Jeg vil da gerne vide, om jeg kan risikere at løbe ind i ham, hvis jeg tager en taxi, som jeg så ofte gør. Jeg synes, det er et fair spørgsmål: Kan jeg risikere at møde ham, der har truet mig med tæsk og spyttet mig i ansigtet?,« siger Nicolai Oster, der også har politianmeldt chaufføren.

Man skulle ikke tro, at det var svært for TAXA 4x35 at melde ud, om chaufføren er fyret eller fortsætter.

Især fordi selvsamme TAXA 4x35 i 2016 meldte kontant ud, at en taxichauffør var blevet fyret, efter han havde kaldt en kvinde for en 'luder' i en talebesked.

Men i denne sag 'vinder' mørklægningen altså.

»TAXA 4x35 ønsker at håndtere sagen internt og ikke i pressen og vil fortsat stå til rådighed med al relevant materiale, hvis politiet beder om det,« oplyser Palle Christensen, der er bestyrelsesformand i selskabet, nemlig til B.T.

Og det undrer i den grad Nicolai Oster, der fortsat er påvirket af den ubehagelige oplevelse.

»Jeg er stadig påvirket af sagen, men jeg har heldigvis sørget for at tale med en masse familie og venner, og så har jeg sørget for ikke at bestille 4x35-taxaer,« fortæller Nicolai.

Men selvom taxi-storforbrugeren kan styre uden om TAXA 4x35, så skaber det alligevel en utryghed i ham, at han ikke kender til chaufførens skæbne.

»Jeg synes generelt, at det er ubehageligt at køre i taxi i de her dage, og jeg tror også, at det fleste taxichauffører har hørt om det her, så det bekymrer mig da,« siger han.

Han understreger desuden også, at han er på jagt efter nyheden om, hvorvidt episoden har kostet taxichaufføren en fyreseddel.

»Det er jo ikke, fordi jeg spørger, om han er blevet fyret, men jeg vil bare vide, om jeg kan risikere at møde ham, hvis jeg bestiller en taxi. Men det kan jeg åbenbart ikke få svar på, og det er ikke særligt tryghedsskabende,« siger han.

B.T. talte søndag med taxichaufføren, der fortalte, at Nicolai ifølge ham havde været provokerende, og at han desuden heller ikke ramte udenlandsdanskeren med sin spytklat.