Niclas Bekker har en kaffebar i Tune uden for Greve på den københavnske Vestegn. En kaffebar, der har været nødsaget til at lukke ned efter regeringens mange påbud. Det har betydet, at Niclas Bekker har været bange for at miste sin forretning.
Men nu kan han ånde lettet op.
»Jeg er lige ude i det gode vejr og lufte tankerne lidt. Jeg er enormt lettet,« siger Niclas Bekker, da B.T. kontakter ham, efter den den nye økonomiske hjælpepakke fra regeringen er ført ud i livet, der betyder, at Niclas Bekker står til at få 80-100 procent i kompensation for sine faste udgifter.
Det betyder nu, at ejeren af Bekkers Kaffebar kan sænke skuldrene lidt:
»Hånden på hjertet: Da jeg læste det, så gav kroppen bare slip, og der røg også lige en tåre eller to. Jeg har været så usikker på min privatøkonomi, men også om mit livsværk skulle lukke.«
»Jeg har brugt to år og solgte min pension for at forfølge drømmen om at åbne denne kaffebar. Nu ser det ud, som om vi klarer den, og det er en kæmpe lettelse. Jeg er bare fyldt med taknemmelighed,« siger Niclas Bekker.
I denne svære tid har Niclas Bekker dog også set noget positivt.
Han har kunnet mærke, hvordan medmenneskeligheden har vokset sig større i den hårde tid:
»Det har været enestående, hvordan folk har været med til at støtte. Det har virkelig været rørende. Det giver kun én endnu mere blod på tanden til at komme i gang igen.«
Han tilføjer, at han er meget glad for at se, at samtlige partier havde pakket op om pakken og stod sammen om det.
Niclas Bekker ejer kaffebaren sammen med en kammerat.
I Danmark har 14.700 meldt sig ledige i denne uge.