Mange er nok ved at være trætte af snedynger og sjask nu. Men for nogle er det ikke bare irriterende med sne og kulde. Det kan blive decideret invaliderende.
Nicholas Schmidt blev født tre måneder for tidligt. Derfor er han i dag fuldkomment blind og bruger blindestok for at komme rundt – hvilket er særligt besværligt her for tiden.
»Kendemærker som ledelinjer og brosten kan være meget svære at høre. Akustikken bliver en helt anden, og lyde fra biler kan blive svære at høre,« siger Nicholas.
Til daglig bor Nicholas Schmidt på Blindecenter Bredegaard, et bo- og dagtilbud for blinde i Fredensborg.
Derfor undrer det ham især, at han kan støde på store snedynger, når han bevæger sig udenfor.
»Jeg kan blive så forarget. Det er så sjusket, når man ved, at der ligger en lokal institution med blinde mennesker. Jeg kan stå på røven og falde,« siger Nicholas Schmidt.
Oplever du også problemer med at bevæge dig rundt i sneen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på snet@bt.dk
Han føler sig især ramt, fordi hans frihed bliver begrænset.
»Når der ikke er sne, kan jeg sagtens komme i supermarkeder og på tankstationer. Jeg har jo lært at komme rundt selv. Min selvstændighed bliver taget fra mig.«
Helt lavpraktisk betyder det, at Nicholas Schmidt ikke tør gå ud uden en seende hjælper.
»Jeg tør ikke selv at handle ind eller hente pakker. For hvis jeg skal op at handle, og kendemærkerne er væk, så kan jeg risikere at falde på røven,« siger han.
B.T. har forelagt Nicholas Schmidts udtalelser for Fredensborg Kommune, som henviser til Nordsjællands Park og Vej, der skal sørge for at rydde sne i kommunen.
Teknisk chef ved Norsjællands Park og Vej, Carsten Leth, fortæller, at de har fuld forståelse for, at det må være svært at være blind, når gangarealer har været indskrænket som følge af sneen.
Han beklager, at de »ikke har kunnet nå det hele«, men pointerer, at det har været en januar og februar med usædvanligt meget sne.
