Det har været alt andet end en sædvanlig dag på kontoret for Jon Diderichsen.

Omkring middagstid sad direktøren for Den Blå Planet nervøst foran sin computer og trykkede 'opdatér' igen og igen på fm.dk. Finansministeriets hjemmeside.

Selve akvariets overlevelse var på spil.

»Vi har absolut været bange for, at det ikke ville gå,« siger Jon Diderichsen om Den Blå Planets økonomiske situation for bare få måneder siden.

Mandag er de dybe panderynker dog udskiftet med et bredt smil.

»Vi har ventet i spænding. Vi har i den sidste måneds tid gjort alt, hvad vi kunne, for at få taletid og gøre opmærksom på situationen,« siger Jon Diderichsen og fortsætter:

»I dag er det glædens dag.«

Årsagen til glæden, og til at direktøren mandag eftermiddag besluttede at give kage til alle medarbejderne, skal findes i en enkelt sætning i Finansloven for 2022. Teksten blev lagt online kort efter et pressemøde i ministeriet.

Der var kage til alle medarbejderne efter dagens glædelige nyhed. Foto: Den Blå Planet
Der var kage til alle medarbejderne efter dagens glædelige nyhed. Foto: Den Blå Planet
Vis mere

'Aftalepartierne er enige om at afsætte et ekstraordinært tilskud på 11,5 millioner kroner i 2022 til Den Blå Planet.'

Den pose penge er nok til at sørge for, at akvariet ikke tørrer ud, melder Jon Diderichsen.

»Det er fantastisk glædeligt for os. Vi har sagt, at vi manglede 15 millioner kroner, så vi er meget tættere på målet nu. Det rækker til næste år – de sidste 3,5 millioner kroner skal vi nok selv finde til driften. Det her er det længste, vi har haft sikkerhed for at bestå, siden corona startede. Da det var værst, havde vi penge til drift i højst fem eller seks måneder.«

Den Blå Planet, der er en erhvervsdrivende fond og således 'kun har de penge, vi selv tjener', som Jon Diderichsen udtrykker det, har været hårdt ramt af coronanedlukningen, der har barberet kraftigt i antallet af besøgende.

»Det har været en virkelig lang kamp i de sidste 21 måneder. Da corona kom, mistede vi vores forretningsgrundlag fra den ene dag til den næste,« siger Jon Diderichsen.

Det lykkedes Den Blå Planet at skaffe 60 millioner fra fonde og donationer. Men indtil nyheden mandag har direktøren måttet træde vande og spejde efter en redningskrans.

Det var derfor, at Jon Diderichsen med nervøse antræk fulgte med i, hvornår aftaleteksten bag Finansloven blev lagt på nettet.

»Der var nogle, der fulgte med i pressemødet, men der fik vi ingen besked om det. Så vi sad på kontoret og tjekkede internettet, så vi kunne læse i Finansloven, så snart teksten kom ud,« siger Jon Diderichsen.

Tilskuddet på 11,5 millioner kroner gælder kun det kommende år, og derfor mangler der fortsat mellem 10 og 20 millioner kroner årligt de følgende år. Hvor stort hullet i budgettet vil være i 2023, afhænger af, i hvor høj grad turisterne igen vender tilbage til Danmark og akvariet i Kastrup.

Jon Diderichsen er dog fortrøstningsfuld:

»Forhåbentlig begynder turisterne så småt at vende tilbage i det nye år,« siger han.