Du bruger det, når du skal tjekke post i e-Boks, handle på nettet, underskrive dokumenter i banken eller tjekke dit coronapas. Nemlig din digitale underskrift via nøglekortet NemID.

Og det skal være mere sikkert, når du bevæger dig på nettet og 'skriver under' med nøglekortet. Dog må de fleste nu vente tre måneder ekstra, før de får det mere sikre MitID i stedet for NemID, skriver Børsen.

I 2020 var der eksempler på, at NemID kan udnyttes, også selvom forbrugerne agerer sikkert på nettet.

Blandt andet forsøgte gerningsmænd at svindle en kvinde for 265.000 kroner.

Dengang udtalte chefjurist hos Forbrugerrådet Tænk Anette Høyrup:

»Vi må konstatere, at NemID alligevel ikke er så sikkert, som vi alle sammen gik og troede.«

Og det var så planen, at bankerne skulle begynde at flytte danskerne over på MitID fra den 6. maj, altså i morgen.

Men nu trækker Digigitaliseringsstyrelsen og bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, der ejer det nye system, lidt i land med den beslutning.

I stedet er der nu indlagt et pilotforløb på tre måneder, hvor 7.000 testpersoner blandt andet skal teste selve overgangen fra NemID til MitID i deres net- eller mobilbank, oplyser Finans Danmarks digitaliseringsdirektør, der understreger, at projektet ikke er forsinket.

»Det er klart, at det kræver noget tilvænning og en indsats fra os alle, når vi skal skifte til en ny løsning. Men så er vi også klar til fremtiden. Det kan alle se frem til. Man kan aldrig give en 100 procent garanti for, at der ikke opstår forsinkelser undervejs,« siger direktør Michael Busk-Jepsen.

Dermed starter udrulningen for alle os 5,2 millioner danskere, der i dag har NemID, først i august og løber frem til slutningen af marts 2022.

Du får besked af din bank, når du skal skrifte til MitID. På den måde får bankerne frie hænder til at begynde at flytte deres kunder løbende, så den enkelte bank selv kan beslutte tempoet.