Træls, irriterende og besværligt.

Det er blot nogle af de ord, der bliver brugt af NemID-brugere til at beskrive det nedbrud, der siden onsdag morgen har plaget danskerne.

En serverfejl, der har betydet forstyrrelser for NemLog-in, der blandt andet bruges til at tilgå offentlige portaler.

Men for mange danskere kommer nedbruddet på et dårligt tidspunkt.

»Jeg sad og søgte om et bilån hos Santander, men her skal jeg bruge NemID,« fortæller 65-årige Bo Rasmussen.

Bo fortæller, at han flere gange i løbet af dagen har forsøgt at bruge NemID til at logge ind – dog uden held.

»Jeg har lige prøvet at logge på, men det virker stadig ikke. Nu må jeg prøve igen i morgen,« siger han.

Men Bo er langtfra den eneste, der er træt af de tekniske problemer.

71-årige Susanne Geneser har hele dagen forsøgt at logge på Coronaprøver.dk, så hun kan bestille en coronatest.

Hun skal nemlig bruge en maksimal 48 timer gammel, negativ coronatest for at komme om bord på et krydstogtskib.

»Det er frustrerende, fordi jeg står og skal bruge en test. Jeg savner virkelig en mere klar melding fra Nets i forhold til at få løst problemet,« siger Susanne.

Onsdag aften lød meldingen fra Nets, at omkring en tredjedel af alle NemID-brugere fortsat kan opleve problemer med at tilgå netbank og sider som sundhed.dk og borger.dk

»Vi beklager selvfølgelig meget situationen. Det er heldigvis sjældent, at vi oplever nedbrud og driftsforstyrrelser,« siger Peter Glüsing til Ritzau.

Nets forventer, at systemet vil fungere som vanligt for alle brugere i løbet af de kommende timer.