Man kan forlade verden på mange måder. Bitter over, at det ikke - med en sidste genial plan - lykkedes at snyde døden. Bange for det, der venter på den anden side. Eller med et grin ...

Egon Olsen ville gøre det første. Kjeld Jensen det andet. Mens Benny Frandsen formentligt ville takke af med sin karakteristiske klukkende latter, som vi kender fra 'Olsen-banden'-filmene.

Torsdag døde Morten Grunwald - og dermed hans alter ego Benny Frandsen - sidste medlem af 'Olsen-banden'.

På mange måder var der langt mellem Morten Grunwald og Benny Frandsen, men begge havde et livssyn, der ikke levnede megen plads til tristesse og ulykke.

Morten Grunwald døde torsdag den 15. november. Han blev 83 år.
Morten Grunwald døde torsdag den 15. november. Han blev 83 år. Foto: Claus Bech
Vis mere

Med egne ord var Morten Grunwald 'en skideheldig kartoffel'. Han elskede teatret, og han elskede sin kone - begge fik han lov at leve i et tæt favntag med hele livet.

For en måned siden var det præcis 50 år siden, at den første film - 'Olsen-banden' - havde premiere herhjemme. Morten Grunwald meldte afbud til fejringen. Få dage senere forklarede han hvorfor:

»Jeg vil godt sige, så der ikke er alle mulige hemmelighedskræmmerier om det, at jeg har fået lungekræft. Der er metastaser, og det har spredt sig. Jeg er 83 år. Jeg ved ikke, om der er måneder eller længere, men så er det det. Jeg har haft et langt og godt liv,« sagde han til Se og Hør.

Forelskelsen

Allerede i 4. klasse, da han spillede Shakespeares 'Helligtrekongersaften', vidste Grunwald, at skuespillet var hans vej.

»Det var en åbenbaring for mig. Jeg var forelsket på stedet. I lyset, farverne, musikken, sproget, stemningen, de smukke skuespillere,« har han tidligere fortalt til B.T.

Forelskelsen varede indtil sidste år, hvor han for sidste gang trådte ned af scenen.

Morten Grunwald stoppede på teatret med forestillingen'3xBeckett' på Østre Gasværk i vinteren 2017.
Morten Grunwald stoppede på teatret med forestillingen'3xBeckett' på Østre Gasværk i vinteren 2017. Foto: Pressefoto Østre Gasværk
Vis mere

»Jeg har altid sagt, at jeg skal holde op med at gå på scenen, når det bliver for svært. Det vil jeg ikke byde mine omgivelser,« sagde han til Berlingske efter sin sidste forestilling, '3X Beckett', der spillede på Østre Gasværk Teater i 2017. Først i en alder af 82 år nåede han dertil, at det blev for svært.

I 56 år har han spillet teater og indspillet film, og han har trukket i trådene bag ved scenen både som instruktør og teaterchef. Mere end 50 spillefilm og adskillige tv-serier og teaterforestillinger er det blevet til, siden han som 26-årig blev uddannet på Odense Teater og Det Kongelige Teater.

Morten Grunwald var meget mere og meget andet end en rapkæftet hurtigtalende småforbryder fra Valby. Men det var som Benny, at han blev folkeeje. Med sin hoppende gang, sine evigt for korte bukser og gule sokker var han manden i midten af 'Olsen-banden'.

Egon Olsen var bandens beregnende mastermind. Kjeld var grund-angsten, med sin evindelige bekymring for alt det, der kunne gå galt - og med usvigelige sikkerhed gik galt. Og så var Benny - den evige optimist.

Scene fra 'Olsen-banden går amok' fra 1973. Den femte i rækken af 14 Olsen-banden-film. Her Egon, Benny og Kjeld spillet af OveSprogøe, Morten Grunwald, Poul Bundgaard.
Scene fra 'Olsen-banden går amok' fra 1973. Den femte i rækken af 14 Olsen-banden-film. Her Egon, Benny og Kjeld spillet af OveSprogøe, Morten Grunwald, Poul Bundgaard. Foto: Svend Aage Mortensen
Vis mere

Med sit karakteristiske grin overbeviste han os om, at alt var godt - og livet let - selvom Egon stod i cement til knæene, selvom politiets sirener signalerede, at planen - igen - ikke var helt så genial som forventet, og selvom det aldrig rigtigt lykkedes de små at snyde de store. Det lette livssyn elskede vi ham for.

Også Morten Grunwald var begejstret for sin karakter:

»Benny har været en stor del af mit arbejdsliv. Jeg er tit blevet spurgt, om det ikke er forfærdeligt, når folk klasker mig på ryggen og kalder mig Benny. Men altså, jeg synes jo, det er dejligt, for det er et udtryk for, at de kan lide rollen, og jeg glæder mig over, når folk kan genkende ham i mig,« sagde han til Kristeligt Dagblad i 2016.

Succesen

Ved siden af skuespillet var Morten Grunwald teaterdirektør. I 1971 blev han direktør for Bristol Teatret i København, i 1980 rykkede han videre til Betty Nansen Teatret, som han efter 12 år forlod til fordel for teatret Østre Gasværk.

Som teater direktør på Østre Gasværk satte Morten Grunwald flere store musical op. Bl.a. 'Les Miserables'.
Som teater direktør på Østre Gasværk satte Morten Grunwald flere store musical op. Bl.a. 'Les Miserables'. Foto: Morten Juhl
Vis mere

I 'Olsen-banden' var det altid Egon Olsen, der havde planen, mens Benny blot udførte dem - og kørte bilen. Men i virkelighedens verden var det Morten Grunwald, der var god til at lægge planer - og tjene penge. På det gamle gasværk satte han store musicals som 'Miss Saigon', 'Atlantis' og ikke mindst 'Les Miserables' op. De blev store succeser, og sidstnævnte leverede et overskud på et tocifret millionbeløb.

Selv som teaterchef blev Morten Grunwald ved med at spille teater. Første gang var, da han sammen med sin kone, Lily Weiding, i titelrollen opsatte 'Hedda Gabler' på Bristol Teatret.

Ud over skuespillet var Lily Weiding den anden store forelskelse i Morten Grunwalds liv. Parret fandt sammen i 1965, han var 30 år. Hun var 40 og mor til to små børn, men han var sikker på, at hun var hans store kærlighed. Som han sagde til Billed-Bladet i 2008:

»Der er ikke noget skønnere, end hvis man finder den store kærlighed, og den holder livet igennem. Det gør livet meningsfuldt.«

I 1965 fandt Morten Grunwald sammen med sin store kærlighed, Lily Weiding.
I 1965 fandt Morten Grunwald sammen med sin store kærlighed, Lily Weiding. Foto: Hakon Nielsen
Vis mere

Parret var sammen, indtil Grunwald for to dage siden blev indlagt på Sankt Lukas-hospice i Hellerup..

Da B.T. i februar 2017 mødte ham for sidste gang, vidste han, at livet 'om et øjeblik er slut'.

Men ligesom Benny var også Morten Grunwalds grundtone optimistisk.

»Jeg kan jo godt regne ud, at nedtællingen er i gang. Samtidig tænker jeg på det uden triste følelser. Jeg ved med min fornuft, at når det er slut, så er det slut ... og det er også fint, for det har ikke været et kedeligt liv. Jeg synes, at jeg fik lov til meget mere, end jeg turde drømme om. Jeg har virkelig været en skideheldig kartoffel.«

Torsdag døde Morten Grunwald. Han vil blive savnet. Men for altid har vi hans grin, hans ukuelige livsglæde og hans valgsprog ... Og vi kan kun sige:

'Tak, Morten Grunwald. Du gjorde det skidegodt'.