Han har fyldt vores ører med de lifligste toner, har gennem otte årtier skabt evergreens som kendingsmelodierne til 'Matador' og 'Olsen-banden', der er indgået i lydsporet til vores allesammens liv.
Men nu har komponisten Bent Fabricius-Bjerre i en alder af 95 ramt den allersidste tangent i sit livs melodi.
Melodien blev længere end de flestes, og at blive 95 er næsten i sig selv en præstation. Ikke mindst, når man som Bent Fabricius-Bjerre til det sidste var et åndsfriskt, nysgerrigt og legende menneske.
Men præstationen overskyggede efter hans egen mening til tider også, hvem og hvad han var.
»Jeg oplever i stigende grad, at folk interesserer sig for mig alene i kraft af, at jeg er blevet så gammel. Men man vil jo helst bare huskes for det, man har lavet.«
»Jeg vil ikke have, at folk begynder at få medlidenhed med mig. At de tænker, at det er synd for den gamle mand, som forsøger at spæne rundt,« som Bent Fabricius-Bjerre sagde til B.T. kort før sin 90-års fødselsdag. Og tilføjede, at han slet ikke følte, at han havde tid til at dø. Der var for meget, han gerne ville nå.
Selv om Bent Fabricius-Bjerre i sit livs efterår ikke blev herre over sin egen skæbne, var det til gengæld præcis dét, der var kendetegnende for hele hans liv.
Han voksede helt bogstaveligt op i et hjem med klaver. Et meget borgerligt og akademisk hjem, hvor der var klare forventninger til, hvordan børnenes fremtid skulle forme sig. Og lille Bent skulle – mente hans far – læse medicin.
Men det mente Bent ikke.
Som femårig var han startet på klaverundervisning, og da han til sin 13-års fødselsdag fik en plade med den legendariske amerikanske jazzpianist Fats Waller, var han ikke længere i tvivl om, hvordan hans klaver skulle spille..
Snart havde han sit eget orkester, som fast optrådte på nordsjællandske badehoteller. Ofte kom han så sent hjem, at han måtte skulke fra skolen.
Det løste Bent Fabricius-Bjerre ved at få sin søster til at underskrive fraværssedlerne, hvilket gik godt en tid. Men han endte med at blive smidt ud af skolen og måtte dermed vinke farvel til dén studenterhue, som ellers var en del af familiens dna.
Mens faderen ikke så med milde øjne på sønnens deroute, var mor Rigmor mere forstående og støttende. Og kompromiset, der blev indgået i det fine Frederiksberg-hjem, var, at drengen fik lov til at fortsætte ad egne tangenter, hvis vejen gik omkring Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Og sådan blev det, selv om den unge studerendes musikalske smag ikke helt stemte overens med det gode borgerskabs.
»Engang, da jeg sad og øvede mig på en fed boogie-woogie, bad rektor mig lade være med at spille jazz på konservatoriets flygler. Det ødelagde instrumenterne, sagde han,« fortalte Bent Fabricius-Bjerre i 2013 til Politiken.
17 år gammel skrev han sit første i en lang perlerække af hit. Men lærte snart han på den hårde måde, at også i musikbranchen var han nødt til at være herre over sin egen skæbne.
En kollega stjal nemlig et af Bent Fabricius-Bjerres numre, og dermed mistede han retten til ikke bare nummeret, men også pengene, der kom ind fra det.
Klog af skade etablerede han derfor i 1950 sit eget pladeselskab, Metronome Records. Et selskab, der ved et salg fire årtier senere indbragte ham en fortjeneste på 200 millioner kroner.
Lige så usvigelig sikker, som han altid var ved tangenterne, lige så sikker var Bent Fabricius-Bjerre på forretningsfronten, hvor han ikke alene sammen med to af sine sønner ejede en række ejendomme på mondæne adresser i indre København til en værdi af 350 millioner kroner, men også ifølge Børsen personligt var god for 131,7 millioner kroner.
Det var i slutningen af 1950'erne, at Bent Fabricius-Bjerres personlige karriere for alvor tog fart. Her indledte han dét samarbejde med filminstruktør Erik Balling, som skabte fundamentet for hans eftermæle og er grunden til, at stor som lille, ung som gammel, kan nynne med på nogle af hans kompositioner.
Som 'huskomponist' på Nordisk Film skrev han musik på bestilling til alle de populære film, som danskerne dengang valfartede til. 'Poeten og lillemor' og 'Forelsket i København' var nogle af hans første.
Så kom 'Olsen-banden'. Og senere 'Matador', som sammen med hittet 'Alley Cat' blev Bent Fabricius-Bjerres kendingsmelodier.
Sidstnævnte skrev han faktisk på en halv time som kendingsmelodi til underholdningsprogrammet 'Omkring et flygel', som han i 1960 blev vært for. Nummeret endte med at blive udgivet i USA, hvor det ikke alene gik direkte ind som nummer syv på Billboards hitliste, men også sikrede ham en Grammy.
Men selv om Bent Fabricius-Bjerre ubetinget var en stor og folkelig succes gennem hele sin karriere, var han ydmyg omkring den og sin egen rolle.
»Musikken var ikke noget, jeg længtes efter. Jeg har altid skrevet musik på bestilling, ikke fordi jeg havde en indre trang til at udtrykke mig. Det er et stykke arbejde, der skal leveres til en bestemt tid og til et særligt formål,« som han formulerede det i Politiken.
Han kunne have hvilet på sit årtier tykke lag af laurbær. Men fortiden interesserede ham aldrig. Nysgerrigheden drev ham videre. Ind i favnen på en ny generation.
Spillefilmen 'Klovn' er blot et enkelt eksempel. Her sagde Bent Fabricius-Bjerre uden slinger i valsen ja til at spille den nu kultiske rolle som bordelfar.
Også musikalsk nægtede han at blive sat i bås. I en alder af 76, hvor langt de fleste danskere for længst havde trukket arbejdsstikket, begyndte han at optræde igen sammen med trioen 'De græd', ligesom unge hitmagere som Remee og Infernal også fik ørerne op for ham, og sikrede ham et comeback i 2004 på hitlisterne.
Og så sent som i 2013 indtog den dengang 88-årige Bent Fabricius-Bjerre scenen sammen med DJ Kato på sommerens grønne koncerter.
»Det øjeblik, hvor Bent Fabricius-Bjerre begynder at spille, er ubetinget det mest intense, jeg nogensinde har oplevet. Der går et sus gennem publikum, og bifaldet er det største, jeg har hørt.
»Det var så stort, og jeg blev så rørt, at jeg begyndte at tude. Det var en vild oplevelse at stå der på scenen sammen med legenden – den måske største musiker, Danmark nogensinde har haft,« som Kato efterfølgende fortalte til magasinet Samvirke.
Men det var ikke kun publikum og kolleger – unge som gamle – som Bent Fabricius-Bjerre sendte et sus igennem.
Også kvinderne kunne han gennem hele sit liv blæse omkuld, et 'talent', han opdagede allerede som helt ung, hvor de unge piger faldt i svime over ham, når han optrådte på badehotellerne.
»Pigerne flokkedes om os, og det var pragtfuldt. Jeg nød min superpolygame tilværelse,« fortalte han til B.T. i 2014 og indrømmede, at der gennem årene havde været en hel del kvinder i hans liv.
»Når jeg er blandt kvinder, er jeg virkelig i mit es. Jeg snakker bare bedst med en kvinde. Har det sjovere. Når man er sammen med mænd, handler det mere om at gøre ting sammen, om at bygge noget op eller banke hinanden i tennis.«
Sin første kone, Harriet, mødte Bent Fabricius-Bjerre på et af badehotellerne. De blev gift i 1948, fik fire børn og blev sammen, selv om Bent Fabricius-Bjerre havde en længerevarende affære med den engelske popstjerne Petula Clark.
Harriet døde af kræft i 1975. Og tabet af hende var Bent Fabricius-Bjerres største sorg.
To år senere giftede han sig med Anne, som han var sammen med indtil skilsmissen i 2004.
»Jeg har nu også været ret trofast. Hele to sølvbryllupper – to gange 25 år med de samme koner – er det trods alt blevet til,« sagde han videre i interviewet med B.T. og tilføjede glad:
»Og foreløbig har jeg haft 10 gode år med min sidste kone, Camilla. Hende elsker jeg over alt. Vi har den samme lyse og ubekymrede tilgang til tilværelsen.«
At den 40 år yngre hustru har bidraget væsentligt til, at Bent Fabricius-Bjerre langtfra lignede eller opførte sig som en nogen-og-90-årig, lagde han heller ikke skjul på.
»Min kone Camilla har sin del af æren for, at jeg stadig stortrives,« sagde han til B.T. og nævnte de gode gener som en anden væsentlig faktor.
Såvel hans mor Rigmor som en onkel blev da også hele 104 år.
»Det er fra hende, at jeg har min nysgerrighed, mit lyse sind og min livsappetit. Da hun var 92, gaflede hun en 10 år yngre kæreste. Jeg opdagede det ved, at hun begyndte at lakere sine tånegle,« som han med en kluklatter fortalte til B.T.
Men selvfølgelig gjorde Bent Fabricius-Bjerre sig de seneste år tanker om døden. Om det uundgåelige.
»Jeg vil gerne bare dratte om lige pludselig. Som ved et pludseligt og voldsomt slag af en kølle. Tanken om, at jeg skal ende med at blive langvarigt syg og belaste mine omgivelser, har jeg det meget svært med. Det ønsker jeg på ingen måde, men man bestemmer ikke selv.«
