Siden Vollsmose Kirke blev bygget i 1975, er der aldrig blevet kimet i forbindelse med årets højtider som jul, pinse eller påske.

Men det vil kirkens relativt nye sognepræst Jens Lind Andersen gerne lave om på.

Det må han bare ikke, skriver DR

»Jeg havde ansøgt menighedsrådet om, at vi også skulle kime med klokken i Vollsmose, men fra menighedsrådets side har de sagt: Vi vil ikke provokere vores muslimske naboer ved at indføre kimning ved højtiderne,« siger han til mediet.

Og det bekræfter Kaja Vigtoft, der er formand for Vollsmose Menighedsråd, over for DR.

Hun understreger, at bydelen i Odense er et »multikulturelt samfund« – hvilket tal fra Danmarks Statistik da også indikerer. Her fremgår det, at kun 2.289 borgere i Vollsmose er medlem af folkekirken.

Det er mange færre end de 7.045 beboere, der ikke er medlem af folkekirken og hovedsagelig ikke bekender sig til den kristne tro.

Menighedsformanden fortæller dog, at hun aldrig har spurgt beboere i området om, hvad de synes om en eventuel kimning.

Det har DR gjort. Og her svarer eksempelvis Abdinoor Adam Hassan, der er muslim, nabo til kirken og næstformand i beboerforeningen i Egeparken, at han synes, at kirken skal have lov til at kime.

For som han siger: De fleste vil ikke opdage det alligevel.

Ifølge Kirkeministeriets 'Vejledning om klokkeringning' kimes der til højtider og fest, og traditionelt set er der blevet kimet på juledag, påskedag, pinsedag og Kristi himmelfartsdag.

I modsætning til ringningens store, længerevarende slag er kimningens slag kortere og hurtigere.