Hvis du er en af de knap en million danskere, der hvert år klør sig ekstra i øjnene og snøfter lidt ekstra i næsen som følge af pollenallergi – ja, så er der skidt nyt.

For nye tal viser, at mængden er pollen i luften blot er blevet mere markant med tiden.

Og desuden varer sæsonen længere end tidligere, oplyser Astma-Allergi Danmark i en pressemeddelelse.

»Vi kan se, at de mest udbredte pollentyper er langt mere til stede i luften og i længere tid. Tidligere havde vi pause i pollentællingen i vintermånederne, men nu tæller vi pollen stort set hele året fra januar til november.«

»Vi må desværre sande, at udviklingen viser, at pollensæsonen både er længere og voldsommere for landets mange danskere, der er plaget af pollenallergi,« siger leder af Astma Allergi Danmarks pollentælling Mathilde Kloster i pressemeddelelsen.

Foreningen har i sine nye undersøgelser sammenholdt gennemsnitsmålinger af alle pollentyper fra perioderne 1981-2009 – og igen fra 2011-2020.

Undersøgelserne konkluderer blandt andet, at mængden med birkepollen er steget med 35 procent – græs 19 procent. Det er de to typer, der påvirker flest danskere.

Og endvidere hæfter foreningen sig ved, at pollensæsonen starter tidligere. Sæsonen for birk varer 15 dage længere og 18 dage for græs, skriver foreningen.

Også hasselsæsonen har ændret sig. Den begynder 25 dage før og varer 21 dage længere end i den sammenlignede periode, har Politiken skrevet.

Foreningen anslår, at de stigende pollenniveau blandt andet skyldes klimaforandringerne – ændringer i temperaturen, nedbør og vindforholdene, hvilket giver nye vækstmuligheder og ændring i pollenmængde.

Derudover peger Astma-Allergi Danmark også på, at kommunernes måde anlægge nye grønne områder i byerne spiller ind. Blandt ved at slå store arealer med vildtvoksende græs op.

Som nævnt er antallet af pollenallergiker i Danmark på lige knap en million. Tallet er desuden støt stigende, lyder det fra foreningen.

Læs mere om emnet HER.