Det kan tage måneder eller år før masse-vaccinationer eller naturlig immunitet eliminerer faren fra COVID-19. Det siger en af Storbritanniens førende eksperter i epidemier til BBC.

»Vi har et stort problem med, hvad exitstrategien skal være og hvordan vi kommer ud af det her,« Mark Woolhouse der er epidemiolog på University of Edinburgh.

En rapport udarbejdet af 31 epidemiologer fra Imperial College i London viste for nyligt, at  regeringer verden over er nødt til at tage hårde midler i brug for at stoppe COVID-19 og at det kan tage måneder, hvis ikke år før restriktionerne bliver ophævet.

Mange lande har indført skrappe restriktioner som udgangsforbud og forbud mod at forsamles, men ingen lande har en strategi for, hvordan samfundet skal vende tilbage til dagligdagen.

Restriktionerne ser ud til at virke.´Smitten spreder sig langsommere og presset på sygehusene bliver mindsket, men problemet er, at smitten vil vende tilbage i nye bølger, der kan trække krisen i langdrag.

I Danmark løber mange af de restriktionerne frem til 30. marts, men mange eksperter og iagttagere gætter på, at de vil blive forlænget. I første omgang vil de formentlig blive forlænget med 14 dage.

Eksperterne peger på flere måder, hvorpå vi kan komme tilbage til en situationer, hvor vi går til koncerter, rejser og giver kram på gaden.

Den ene måde er ved at et stort antal mennesker bliver vaccineret.

En vaccine er ved at blive testet, men selvom den bliver testet med tophastighed, så vil det tage 12 til 18 måneder at finde ud af, om den virker og ikke har nogen farlige bivirkninger.

Den anden måde er ved at mange bliver eksponeret over for COVID-19 og derefter udvikler naturlig immunitet hvorefter de ikke længere bærer smitten. Men den exitstrategi kan tage flere år og vil medføre et voldsomt spor af sygdom og død.

Den bedste chance på en hurtig løsning vil være, hvis det kan lykkes at udvikle medicin eller anden behandling, der forhindrer corona-patienter i at udvikle dødelige komplikationer, såsom svær lungebetændelse. Den løsning arbejdes der hårdt på.

Derudover er der en sidste løsning som er, at der indføres permanente ændringer i vores adfærd, som forhindrer smitten i at brede sig.

Som eksempler på dette nævner eksperten, at man kan indføre strenge krav om testning og karantæne for alle der bliver smittet med COVID-19. Eller sågar at man over længere tid forbyder større forsamlinger.

Hvis restriktionerne får lov at fortsætte hen over sommeren, vil det kunne skabe fornyet uro på finansmarkederne og medføre en mere langvarig recession.

Niels Christensen, chefanalytiker i Nordea, siger til Finans.dk, at der lige nu hersker en forventning i markederne om en kort recession, hvor økonomien vender tilbage til normalen om et par måneder i takt med, at regeringer verden over løsner op for restriktionerne.

»Jeg har ikke fantasi til at forstille mig, at jeg skal sidde nede i min kælder i halvandet år og slet ikke de konsekvenser, det får for økonomien,« siger Niels Christensen til Finans.dk.