Selvom Danske Regioner har arbejdsrettens ord for, at sygeplejerskernes arbejdsnedlæggelser strider mod overenskomsten, så sker det igen torsdag.

Sygeplejersker fra Aalborg Universitetshospital Syd nedlægger arbejdet i en time torsdag morgen. Det fortæller talsperson for aktionen i Nordjylland, Caroline Grøn, der er basissygeplejerske på hospitalets akutmodtagelse.

»Det er en reaktion på regeringens indgreb over for strejken og en reaktion på ikke at blive hørt og få frataget ens handlemuligheder,« siger Caroline Grøn og fortsætter:

»Vi har det, ligesom lærerne havde det, da de blev lockoutet i 2013. Det er en magtesløshed, for vi har råbt op om løn og arbejdsvilkår i mange år,« siger hun.

Sygeplejerskerne planlægger at stille sig ud foran sygehuset fra klokken 7.45 til 8.45. Og talspersonen håber på stor opbakning.

»Jeg håber og tror på, at vi bliver over 40 sygeplejersker,« fortæller Caroline Grøn, der selv har tænkt sig at tage et banner med, hvor det står 'Slut med 1969' med reference til den tjenestemandsreform, sygeplejerskerne mener holder deres og andre kvindedominerede fags løn i en skruetvinge.

Og selvom arbejdsretten har givet Danske Regioner ordet på, at sygeplejerskernes arbejdsnedlæggelser er overenskomststridige, vil de alligevel strejke.

»Jeg tror, de fleste sygeplejersker har det overordnede formål for øje. Vi vil sende et klart og tydeligt signal om, at vi ikke er tilfredse, og at vi har en reel bekymring for fremtidens sygehusvæsen og vores kollegaer,« siger Caroline Grøn.

Selv gør hun det, som netop mange frygter, at sygeplejerskerne vil gøre. Hun arbejder deltid i Danmark, mens hun også arbejder i Norge. Adspurgt hvorfor, falder svaret prompte:

»Der er bedre løn.«