»Demensramte borgere bruger utrolig meget spejling. Derfor prøver vi både med beklædning og kropssprog at signalere overfor beboerne, at det er nat, og de skal sove.«

Sådan siger Tina Antonsen, områdeleder på i Fjordhuset i Hundested, til sn.dk.

Hun fortæller, at nattevagterne på plejecentret ifører sig pyjamas for at få de demente til bedre at hitte rede i, hvornår det er dag eller nat.

Initiativet med den lidt utraditionelle påklædning blev igangsat før sommerferien.

Foruden pyjamassen forsøger medarbejderne med gab og anden kropssprog at signalere overfor beboerne, at nu er det nat.

Tina Antonsen fortæller til sn.dk, at pyjamassen har haft en tydelig effekt. Den overbeviser beboerne om, at de skal sove, når de for eksempel vågner i løbet af natten og normalvis ikke vil gå i seng igen.

Det betyder desuden, at flere af de demensramte har fået en mere sammenhængende nattesøvn.

Hundested Plejecenter er de første i Danmark, som har indført pyjamasserne. Her håber man, at andre plejecentre vil følge trop.

Inspirationen kommer fra Holland, hvor man har stor succes med at indføre ideen.