Da nattelivskoncern Rekom for to år siden købte de nostalgiske endagsfestivaler 'Vi Elsker', lød det, at det lå 'lige til højrebenet'.
Men nu er det slut, skriver erhvervsmediet Finans.
Festkonceptet 'Vi Elsker' – der siden 2011 har inviteret til 90'er og 00'er-fest i Danmark og Sverige – kommer nemlig tilbage i hænderne på dem, der i sin tid grundlagde konceptet: Michael Thiberg og Riffi Haddaoui.
Det bekræfter Rekom Group, som er Nordens største nattelivskoncern, i en mail.
»Riffi har hele tiden været en af de bærende kræfter bag 'Vi Elsker', og vi vil stadig samarbejde fremadrettet. Gennem den seneste tid har vi erkendt, at vi ser forskelligt på fremtiden for 'Vi Elsker'. Derfor virker det også naturligt, at de nu tager tøjlerne igen,« lyder det ifølge Finans fra Jonathan Grumme, der er administrerende direktør for Rekom Core.
Da Rekom tilbage i 2022 i en pressemeddelelse oplyste, at 'Vi Elsker' ville blive en del af koncernen, lød det fra Jonathan Grumme, at 'Vi Elsker' har 'sat helt nye standarder for de store endagsfestivaler i Danmark'.
»Det ligger lige til højrebenet at invitere dem med i Rekom. Samtidig kan vi, sammen med Riffi og Michael og hele deres stærke team, løfte festivalerne endnu højere op og få den magi, der var i 90'erne og 00'erne med ud på vores andre markeder i Nordeuropa,« lød det dengang.
Det er erhvervsmanden og mangemillionæren Adam Falbert, der står i spidsen for barimperiet Rekom, som blandt andet ejer værtshuskæden Heidis Bier Bar og en lang række andre barer og natklubber.