Nato vil til at skrue bissen på over Rusland og den hybridkrig, som landet fører mod Vesten.

Det advarer en højtstående embedsmand om ifølge Financial Times

Det er den italienske admiral Giuseppe Cavo Dragone, der er formand for Natos Militærkomité, der siger, at alliancen bliver nødt til at være mere aggressiv over for Rusland.  

»Når det gælder cybersikkerhed er vi lidt reaktive (passive, red.). Vi overvejer at være mere aggressive eller proaktive i stedet for,« siger Dragone ifølge Financial Times. 

Han mener, at et »forebyggende angreb« fra Nato godt kan være en »defensiv handling«, selvom han erkender, at »det ligger langt fra Natos normale tankegang og adfærd«.

Målet er at afskrække fremtidige aggressioner fra Rusland.

Der er masser af eksempler på det, der menes at være russiske hybridangreb.  

I Danmark har droner svævet over flere lufthavne og lukket for flytrafikken, og i Østersøen har skibe trukket deres ankre under havoverfladen med det formål at ødelægge kommunikationskabler. 

Det har betydet, at Nato, ifølge Financial Times, er gået i højeste alarmberedskab 11 gange. 

Rusland har allerede reageret på advarslen. 

Talskvinde for det russiske udenrigsministerium, Marija Zakharova, kalder mandag udtalelserne for et »uansvarligt skridt« over for det russiske nyhedsbureau Tass. 

Talskvinde for det russiske udenrigsministerium Maria Zakharova mener, at Nato eskalerer konfrontationen med Rusland. 
Talskvinde for det russiske udenrigsministerium Maria Zakharova mener, at Nato eskalerer konfrontationen med Rusland.  Olesya Kurpyayeva/AFP/Ritzau Scanpix

Ifølge Rusland er der tale om en eskalering. 

»Vi ser det som et bevidst forsøg på at underminere bestræbelserne på at overvinde den ukrainske krise,« siger hun.

»De, der fremsætter sådanne udtalelser, skal være opmærksomme på de risici, der følger med og potentielle konsekvenser for alliancemedlemmerne selv,« siger Marija Zakharova.