Nationalmuseet ramt af cyberangreb: Tvinger museum til at lukke
Nationalmuseet driver i alt 15 museer og slotte, herunder Frihedsmuseet, Krigsmuseet, Frilandsmuseet, Kongernes Jelling, Kronborg og dele af Christiansborg Slot.

Nationalmuseet driver i alt 15 museer og slotte, herunder Frihedsmuseet, Krigsmuseet, Frilandsmuseet, Kongernes Jelling, Kronborg og dele af Christiansborg Slot.

‘9.000 års historie under ét tag.’
Sådan beskriver Nationalmuseet sig selv, men nu institutionen bag nogle af Danmarks vigtigste museer ramt af et omfattende cyberangreb.
Det bekræfter Nationalmuseet over for B.T.
»Nationalmuseet er blevet ramt af et cyberangreb, hvilket har medvirket til, at flere it-systemer er utilgængelige,« skriver kommunikationsrådgiver Sverre Quist fra Nationalmuseet i et svar til B.T.
Foreløbig har et museum måtte tage konsekvensen af angrebet:
»Nationalmuseets besøgssteder er åbne som vanligt undtagen Frihedsmuseet, hvor audiosystemerne ikke virker,« oplyser Nationalmuseet til B.T.
Museet oplyser derudover, at de sammen med Statens IT er i dialog med relevante myndigheder om hændelsen – men vigtige spørgsmål står stadig ubesvarede:
B.T. har spurgt, hvornår Nationalmuseet blev bekendt med cyberangrebet, om persondata på gæster eller de mere end 600 medarbejdere kan være lækket.
Derudover om forsknings- og kulturarvsdata er ramt – og om hackerne har krævet betaling for at frigive data.
Det har Nationalmuseet ikke svaret på.
Nationalmuseet driver blandt andet hovedmuseet i København, Frihedsmuseet, Krigsmuseet, Frilandsmuseet, Kongernes Jelling, Kronborg og dele af Christiansborg Slot.