Dansk økonomi har det godt, men faresignalerne er alvorlige.

Det skriver Danmarks Nationalbank i en pressemeddelelse i forbindelse med den halvårlige analyse af den finansielle stabilitet. 

Den globale økonomi er præget af høj usikkerhed blandt andet på grund af krigen i Mellemøsten og højere energipriser. Samtidig stiger boligpriserne fortsat markant flere steder i Danmark.

Boligpriserne i København stiger i et tempo, der giver anledning til bekymring.

Ulrik Nødgaard, der er nationalbankdirektør, siger:

»Når priserne stiger så markant, og vi samtidig ser tegn på, at udviklingen i højere grad er forventningsdrevet, så øges sårbarheden ved et senere fald i priserne.«

I analysen konkluderer Nationalbanken også, at krigen i Mellemøsten, højere energipriser og geopolitisk usikkerhed øger risikoen for pludselige og kraftige prisfald på de finansielle markeder, som kan smitte af på den finansielle sektor i Danmark.