Nathali Aabank Gudbergsen og resten af familien fik torsdag den besked, de havde frygtet allermest.

»Vi er meget kede af det, men vi er også glade for at have fået vished. Nu kan vi endelig begynde at bearbejde sorgen og lære at leve med den,« siger hun.

Efter at have været forsvundet siden natten til søndag blev hendes lillebror, Nicki Aabank Gudbergsen, i går fundet livløs i Rønne Havn.

Det skete efter mange dage med forgæves eftersøgninger af den 21-årige bornholmer, der om natten forlod en fest, men aldrig dukkede op i hjemmet kun 500 meter borte.

Nathali Aabank Gudbergsen fik torsdag besked om, at lillebroren er død.
Nathali Aabank Gudbergsen fik torsdag besked om, at lillebroren er død. Foto: Privatfoto
Vis mere

Bornholms Politi opdagede dog torsdag på overvågningsbilleder fra Søndre Bådehavn, at Nicki Aabank Gudbergsen optrådte på dem. Her kunne man se ham gå ud mod molen, hvor han altså nu er blevet fundet i vandet.

Det er blevet bekræftet, at der er tale om tragisk ulykke, hvor han er faldet i vandet ved et uheld.

Efter at havde identificeret Nicki Aabank Gudbergsen, fik familien torsdag af politiet anvist præcist det sted, hvor han blev fundet.

»Sammen med nogle nære venner og familie var vi nede og lægge blomster i går, og på trods af at det er tragisk og sørgeligt, så er det faktisk et rigtigt fint sted, hvor man også kan sidde,« siger Nathali Aabank Gudbergsen.

Fredag morgen har den et år ældre storesøster igen været nede ved molen, hvor hun kunne se, at der i mellemtiden var kommet flere blomster til.

»Det betyder meget. Det viser, at det ikke kun har været familien, han har været vigtig for, men at der også er så mange andre mennesker,« siger hun.

Det har også vist sig i de foregående dage.

Her har familie, venner og fremmede dag efter dag deltaget i eftersøgninger af Nicki Aabank Gudbergsen i og omkring Rønne.

Det var her, Nicki Aabank Gudbergsen faldt i vandet.
Det var her, Nicki Aabank Gudbergsen faldt i vandet. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Vi er meget glade for al den hjælp, vi har fået: Fra borgere, politi, medier, Missing People og alle mulige andre,« siger Nathali Aabank Gudbergsen.

Hun fortæller, at familien stadig befinder sig 'i en choktilstand'. Samtidig har hun for første gang i dagevis i nat sovet tungt uden at vågne for at tjekke mobiltelefonen, om der skulle være nyt om lillebroren.

Det var Nicki Aabank Gudbergsens bonusfar, der torsdag stod for den formelle identificering hos politiet. Nathali Aabank Gudbergsen har endnu ikke selv set sin lillebror, efter at han blev fundet,

Men det hun tænkt sig at gøre i næste uge, hvor der bliver mulighed for det.

»Jeg tænker, at jeg vil se ham for at få lukket den ordentligt, så jeg ikke skal gå og være i tvivl på nogen måde – selvom der ingen grund er til at være det, for det er jo rimeligt endegyldigt, at det er ham. Desværre,« siger storesøsteren.