Nathali Aabank Gudbergsen har i de seneste to døgn kun haft én ting i hovedet.

»Jeg har ikke rigtigt sovet, jeg har ikke rigtigt spist, og jeg gør bare alt, hvad jeg kan,« siger hun.

Den 22-årige bornholmer er storesøster til Nicki Aabank Gudbergsen, der siden natten til søndag har været sporløst forsvundet.

I flere dage har der nu været flere store eftersøgninger i gang af den 21-årige mand, der sidst blev set, da han forlod en privat fest cirka kl. 02 i Rønne.

Bornholms Politi efterlyser 21-årige Nicki Aabank Gudbergsen.
Bornholms Politi efterlyser 21-årige Nicki Aabank Gudbergsen. Foto: Bornholms Politi
Vis mere

Indtil videre uden resultat.

»Vi er på mega-bar bund,« som Nathali Aabank Gudbergsen udtrykker det.

Hun har selv ledt og ledt alle tænkelige steder. Hun har opdateret på Facebook og været i konstant kontakt med politi og frivillige.

»Min mor er rigtigt hårdt ramt og har svært ved at finde hoved og hale i det hele. Hun har heller ikke sovet, spist eller siddet ned, så jeg har bare taget alt det her på mine skuldre. To af hans kammerater ringede til mig søndag eftermiddag, efter at jeg var kommet hjem fra arbejdet, og fortalte, at han var væk, og så har jeg været i gang med at lede efter ham nonstop siden da,« siger hun – og tilføjer:

»Men jeg er også ved at have svært ved at overskue det, og jeg er også nødt til at passe på mig selv.«

Der har været igangsat flere eftersøgninger i Rønne.
Der har været igangsat flere eftersøgninger i Rønne. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Derfor har hun været i kontakt med organisationen Missing People, der fremover vil koordinere de frivilliges eftersøgninger på Bornholm. Her finder den næste store koordinerede indsats sted tirsdag fra kl. 17-21.

Nicki Aabank Gudbergsen bor kun små 500 meter fra den fest, hvor han sidst blev set natten til søndag, og derfor har storesøsteren også forestillet sig, at det værst tænkelige kan være sket.

»Det er bare ikke lige ham ikke at komme hjem på den måde. Og slet ikke efter så lang tid. Og selv om nogen tror, at han sidder hjemme hos en kammerat, så har vi bare været så vidt og bredt ude, at alle ved, at han er savnet,« siger Nathali Aabank Gudbergsen:

»Vi har jo tænkt på, om han i beruset tilstand kunne være faldet i vandet. Men fordi vejret har været så roligt, mener politiet, at han ville være skyllet ind nu. Og hvis han skulle være faldet ned mellem nogle klipper ved strandene, har der været både og paddleboards helt oppe forbi for at kigge, og folk har også kigget ned fra landsiden.«

Bornholms Politi har meldt ud, at der kun er kommet få henvendelser om den 21-årige mand.

Imens fortsætter eftersøgningerne og gisningerne om, hvad der er sket.

»Vi tænker måske, at han er faldet og har slået sig uden at have haft mulighed for at kalde efter hjælp. Men det er ved at være lidt spild af tid at lede de her åbenlyse steder, hvor vi har gået tre-fire gange efterhånden, for han er der ikke,« siger Nathali Aabank Gudbergsen:

»Hans venner har megadårlig samvittighed, fordi han bare gik alene hjem fra festen, men jeg har også sagt til dem, at det behøver de ikke at have, for han burde jo kunne finde hjem. Det har han gjort før.«

Har man oplysninger om Nicki Aabank Gudbergsens forsvinden, kan man kontakte politiet på tlf. 114 eller Missing People på tlf. 7174 7676.