Natacha trådte ned i svømmehallens bassin. Vandet havde en rar temperatur, som pakkede sig tæt om hendes krop. Luften var varm og tæt, og der lugtede af klor.

LÆS OGSÅ: Kort tid efter, Mia fødte sin søn, gik tiden i stå, og det var som et mareridt, hun ikke kunne vågne fra

Omkring hende var flere nybagte mødre med store smil, der havde deres små babyer med i vandet. Hun kunne høre plask og grin.

LÆS OGSÅ: Lige siden jeg fik akut kejsersnit under fuld narkose, er der et spørgsmål, der har hjemsøgt mig

Selv stod Natacha og rystede i kroppen af angst og stress, mens hun kiggede ned på sin egen baby. 

Hun havde ikke lyst til at snakke med nogen. Hun ville bare igennem det, så hun kunne komme hjem igen.

»Det føltes som om, jeg ikke eksisterede i min egen krop. Jeg kunne ikke forholde mig til, at andre hygger sig og griner, for jeg fokuserede kun på min baby og de ting, jeg skulle nå,« siger Natacha.

Sådan var det hver tirsdag, når 28-årige Natacha Friis Holmud-Månsson skulle til babysvømning med sin baby Ella.

Men panikken og angsten fyldte også andre steder. Faktisk alle steder i starten af Natachas moderskab. Det endte i en fødselsdepression, som hun nu er i behandling for.

Glædede sig til barsel

Natacha havde følelsen af, at alting kørte på skinner. Hun var blevet gift, og hun og hendes mand havde købt et hus, der skulle renoveres. 

Graviditeten var ukompliceret, fødslen hurtigt overstået, og en uge inden juleaften sidste år blev Natacha mor til en lille datter.

»Jeg havde det som om, at jeg kunne klare alt i verden – også moderskabet,« siger Natacha.

Hun glædede sig til livet på barsel. At gå ture med barnevognen, drikke kaffe udenfor, gå til babysvømning, være med i mødregrupper, alt sammen med Ella.

»På sociale medier ser man jo alle de her mødre, der bare har styr på det. Det tænkte jeg også, at jeg ville have.«

Men det skulle vise sig, at moderskabet skulle blive sværere for Natacha end først antaget.

Panik og angst startede i hende

Det startede allerede ved amningen. Natacha fik at vide fra sundhedsplejersken, at hendes baby skulle spise otte gange i døgnet, og det stressede hende fra første sekund.

»Alt foregik på babyens præmisser. Jeg kunne ikke få enderne til at hænge sammen, hvis jeg også selv skulle have søvn.«

Inde i Natacha startede paniske tanker, hvis ikke Ella spiste, som hun skulle. Enten var der noget galt med Ella eller også var der noget galt med hende selv, fortæller Natacha.

»Det føltes så akut, da amningen gik i stykker. Jeg følte mig utilstrækkelig som mor, fordi jeg ikke kunne give mit barn mad. Jeg var så bange for, at hun ville blive syg eller dø.«

Natacha mærkede angsten i kroppen hver dag. Den dunkede i hendes hjerte, mens hendes tanker druknede i bekymringer. Hun havde selv svært ved at spise, drikke og sove.

»Man burde jo være dødtræt, når man har en lille baby. Men til sidst gik jeg 48 timer uden søvn.«

Følte skyld over for sit barn

Natacha blev så udmattet, at hun ikke kunne andet end at ligge med sin baby på maven og fokusere på at trække vejret ind og ud.

Foto: Privat

Hun var frustreret over, at moderskabet ikke faldt hende naturligt. Hun følte skyld over ikke at savne sin baby, hvis de var adskilt.

»Mange skriver, at de er ovenud lykkelige som forældre. Det havde jeg svært ved selv at se. Ikke fordi jeg ikke følte kærlighed til min datter, men jeg reagerede ikke på den måde, jeg havde regnet med.«

Natacha kunne godt mærke, at hun var på vej ud, hvor hun ikke længere kunne bunde. Derfor besluttede hun sig for at søge hjælp to måneder ind i Ellas liv.

Først fik hun at vide, at hun bare skulle begynde at få ordentlig søvn, og at der nok var tale om en efterfødselsreaktion.

Derfor startede hun på sovemedicin. Det hjalp ganske vist på søvnen, men når Natacha vågnede igen, blev hendes indre panik stærkere end før.

»Jeg blev jo ved med at tænke, kan det virkelig passe, at jeg skal have det så skidt? Skal det være sådan at være mor? Hvis det blev ved sådan her, havde jeg ikke lyst til at være her mere.«

Et liv med medicin

Efter det kom akutteamet fra psykiatrien ind i Natachas forløb. Hun blev startet op på angstmedicin og antidepressiva, samtidig med at hun gik i behandling hos en psykolog.

»Jeg endte med at få benzodiazepiner, der kunne slukke min ildebrand. Det var først, da jeg startede på det, at det begyndte at vende for mig.«

I dag står det bedre til hos Natacha. Hun er velmedicineret, og det har god virkning på hendes humør og psyke. Hun går også hos en psykolog.

Det har været svært at acceptere, at hendes hverdag nu er fyldt med medicin og små skridt i retningen af at få det bedre. Men hun har lært at tage en dag ad gangen.

»Jeg er begyndt at føle mig mere som mig selv igen. Jeg kan også mærke på min baby, at hendes kærlighed til mig er vokset, og at min panik er blevet erstattet af kærlighed.«

Ved at fortælle sin historie håber Natacha på, at flere mødre mærker efter, taler højt om moderskabet på godt og ondt – og ikke mindst opsøger hjælp, hvis de kan mærke nogle svære følelser.

»Jeg tog et aktivt valg om at tale højt om det, og det har været altafgørende for, at jeg er på vej ud på den anden side nu.«

Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv