Tidligere politiker Naser Khader er blevet færdiguddannet præst og begynder et job som præst i Fensmark ved Næstved i juli.

Det siger provst i Næstved Provsti, Anna Helleberg Kluge, til Sjællandske Nyheder.

Naser Khader holder sin første prædiken ved en højmesse i Fensmark Kirke søndag 5. juli klokken 10.30.

Efter vikariatet på halv tid i Fensmark og Rislev Sogn drager Naser Khader til Rønnebæk Sogn, som vikar på fuld tid fra 1. august senere på året, oplyser provsten.

I 2021 blev Naser Khader ekskluderet fra De Konservatives folketingsgruppe. Det skete, efter at en række kvinder fortalte om grænseoverskridende seksuel opførsel og overgreb begået af Naser Khader gennem flere år.

Efter at Naser Khader blev smidt ud af Det Konservative Folkeparti, helligede han sig kristendommen.

62-årige Naser Khader konverterede til kristendommen fra islam for tre år siden og begyndte på en præsteuddannelse på Københavns Universitet.

Khaders politiske gennembrud kom i løbet af hans seks år som folketingspolitiker for De Radikale fra 2001.

Sammen med den konservative Gitte Seeberg og radikale Anders Samuelsen stiftede Naser Khader i 2007 Ny Alliance.

I 2009 sagde Naser Khader farvel til Ny Alliance, der i mellemtiden havde skiftet navn til Liberal Alliance, og han blev senere medlem af De Konservative.

/ritzau/