Folkeskolen Bredagerskolen i Vejle Kommune fik mandag morgen et særligt besøg. 

Efter flere henvendelser vedrørende salg af hash på skolen, rykkede politiet og narkohunde nemlig ud til eleverne. 

Det skriver Vejle Amts Folkeblad

I en besked sendt på Aula informerer Bredagerskolens leder Helle Vestergaard Madsen nemlig forældrene om besøget. Her fremgår det, at der gennem de seneste uger har været flere henvendelser vedrørende hash blandt udskolningseleverne, særligt i 9. klasse. 

'Nogle dage har vi kunnet lugte, at der er blevet røget hash på skolen, vi har set spor af hash på toiletterne, og i sidste uge fik vi et tip om, at der sælges hash på skolen,' forklarer skolelederen blandt andet i beskeden. 

Derfor fik narkohundene mulighed for at snuse i de tre 9. klassers toiletter, fællesarealer, cykelskur og klasselokaler. 

'For nogle af eleverne var det en voldsom oplevelse. Selvom jeg var rundt i klasserne forinden, så var eleverne ikke orienterede, inden de mødte i skole i morges. Det var der jo en god grund til. Vidste eleverne, at politiet ville komme i dag, ville runderingen ikke have haft samme effekt,' tilføjer skolelederen i beskeden. 

Tre elever blev markeret af hundene, der blev fundet hash, forskellige ting man bruger til at ryge hash og en kniv, forklarer beskeden også. 

Forældrene til de tre elever er ifølge mediet blevet kontaktet af Vejle Politi.