Lyt til artiklen

Man siger, at katte har ni liv.

På Sandflugtsvej i det nordlige Rønne har de kun ét, og det er alt for kort.

Det ligner ellers en ganske normal dansk villavej. Der er børn, der trasker hjem fra skole. Hundeejere, der lufter deres firbenede venner. Og naboer, der diskuterer hverdagens problemer over de høje ligusterhække.

Men er man med på en lytter mellem parcelhusene, finder man ud af, at på Sandflugtsvej går snakken om andet end villa, volvo og vovse. På vejen i Rønne har de i flere år kæmpet for at opklare et mysterium, der for katteejerne er et sandt mareridt.

Sandflugtsvej udgør nemlig -sammen med et par nærliggende veje -et meget afgrænset område i Bornholms største by, hvor husejernes katte simpelthen forsvinder.

Udekatte, der gennem årene trofast er vendt hjem efter et par timer i haverne, men som pludselig aldrig kradser på døren igen. De forsvinder ganske enkelt.

Og der er ikke tale om én, to eller fem tilfælde. Ifølge beboerne i området er op imod 50 katte forsvundet i den blå luft i løbet af de seneste ti år.

I tre af tilfældene er det 32-årige Nardie Elleby Marsh, som aldrig har fået sin kat at se igen. Hun bor på Sand-flugtsvej, og så sent som i efteråret var det katten Lola, der forsvandt.

Lola var en udekat med stort U, men Nardie Elleby Marsh kunne altid regne med, at hun før eller siden kom tilbage.

Nardie Elleby Marsh og flere af de øvrige beboere har en stærk mistanke om, at én bestemt husejer er den person, de kalder 'kattedræberen'.

Vilde katte på Allinge Havn.
Vilde katte på Allinge Havn. Foto: Pelle Rink
Vis mere

Derfor anmeldte Nardie Elleby Marsh og tre nabofamilier sagen til politiet, og mysteriet fik hurtigt opmærksomhed, da historien nåede spalterne i Bornholms Tidende.

Og sagen nåede - for at det ikke skal være løgn - hele vejen til Christiansborg.

Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Karina Due tog sagen op og forlangte, at justitsminister Søren Pape (K) fik den undersøgt.

Manglende beviser

Efter flere uger var beskeden, at Bornholms Politi nu havde efterforsket sagen og afhørt den mistænkte, men indstillet efterforskningen grundet manglende beviser.

Nardie Elleby Marsh er ikke imponeret.

»Ingen af os, der har mistet katte, har hørt noget, og de (politiet, red.) synes at være ligeglade,« siger hun.

Hos Bornholms Politi er meldingen, at efterforskningsleder Henrik Skov desværre er på ferie, men politikommissær Hans Henrik Dam kan helt overordnet fortælle, at politiet har fulgt de spor, de kunne:

»Det tal, som vi hører hos borgerne, er omkring 100 forsvundne katte, men vi har kun fået anmeldelser om et fåtal af dem, og dem har vi efterforsket, uden at det har ført til sigtelser,« fortæller Hans Henrik Dam.

I et villakvarter i det nordlige Rønne er der i en årrække forsvundet et betydeligt antal katte. Mistanken blandt katteejerne er, at en mand der afskyr katte indfanger og afliver dem.
I et villakvarter i det nordlige Rønne er der i en årrække forsvundet et betydeligt antal katte. Mistanken blandt katteejerne er, at en mand der afskyr katte indfanger og afliver dem. Foto: Pelle Rink
Vis mere

Men medieomtalen, efterforskningen og den politiske indblanding havde faktisk en effekt. Ingen katte er forsvundet siden. Men i mandags fik Nardie Elleby Marsh, der er mor til to børn på 9 og 11 år, et chok. Da familiens lille kat Misling vendte hjem om aftenen, bar den rundt om halsen en snor med et brev hængende i. Et langt brev med en slutning, som er svær at misforstå:

"Kære ejer af denne kat, så er du advaret".

Afsenderen var den mand, de mistænker for at stå bag kattenes forsvinden.

»Jeg var skræmt og bange. Jeg vidste, at han havde haft fat i min kat, og at han havde gjort det med tvang, for selv jeg ville ikke få lov til at sætte et bånd om Misling,« siger Nardie Elleby Marsh.

Nardie Elleby Marsh er rystet, og hun har besluttet, at hun ikke længere tør sende sine katte ud i området og dermed potentielt 'i hænderne på en gal mand', som hun formulerer det. Misling er da også hjemme, da BT er på besøg. Den sidder foran vinduet og kigger ud.

Nardies katte bliver inde

Nardie Elleby Marsh ved godt, at hendes katte har brug for at komme ud, men hun nægter at løbe risikoen, så indtil hun får bygget et hegn i haven, må det være sådan.

På parallelvejen Blykobbevej bor 58-årige Poul Overlund-Sørensen med sin kone og deres sortbrune beagle Bertha. Hunden er et nyt bekendtskab i det lille hus, for ægteparret har altid været til katte, men det er slut nu. I de seneste femten år har Poul Overlund-Sørensen haft intet mindre end otte sporløst forsvundne katte, og til sidst kunne han ikke bære at miste flere.

Poul Overlund-Sørensen har mistet en del katte gennem årene og har som en konsekvens droppet at holde kat og er blevet hundeejer.
Poul Overlund-Sørensen har mistet en del katte gennem årene og har som en konsekvens droppet at holde kat og er blevet hundeejer. Foto: Pelle Rink
Vis mere

Han gav op og købte en hund, for selvom han 'er 99 procent sikker på, hvem der står bag', så bliver det nok ikke stoppet:

»Lige så snart politiet ser det her som et problem, så kan vi måske komme tættere på bedre tider. Ellers må vi jo håbe, at den store opmærksomhed lige nu betyder, at gerningsmanden stopper. Og ellers er vi jo så heldige, at biologien en dag sætter en stopper for os mennesker, og ham, vi mistænker, er jo i den ældre skala,« siger Poul Overlund-Sørensen.

Den mistænkte byder på kaffe

Nardie Elleby Marsh, Poul Overlund-Sørensen og flere af andre husejere, som BT har talt med, mistænker alle en bestemt mand i området.

Manden har ifølge katteejerne i adskillige år udvist en tydelig aversion mod deres dyr. Bl. a har han tidligere sendt trusselsbreve til katteejere om aflivninger.

Rygter er der også. F.eks. det om at to drenge for år tilbage gik ind i den mistænktes have, da han var på ferie, og fandt rævefælder og udstyr, der kunne have været brugt til at mishandle pelsbærende dyr.

Én ting mangler Marsh, Sørensen og de andre beboere dog: Beviser.

De er alle sikre på, at det er ham, men de kan ikke dokumentere det, for ingen har set noget med egne øjne.

Beboerne vil ikke udlevere navnet, men spørger man sig lidt frem på villavejene nord for Rønne, er det dog ikke så svært for BT at finde den mistænkte.

Det er Svend Aage Mortensen, som åbner døren til sit hus, og han vil faktisk gerne fortælle sin side af sagen over en kop kaffe:

»Rygterne går, men jeg holder mig ude af det. Politiet har ringet et par gange, men de kan bare komme. Jeg har intet at skjule,« siger Svend Aage Mortensen.

Bag den brune havelåge er der ingen tegn på katteaflivninger eller andet mistænkeligt. Indenfor husets fire vægge mistænker man heller ikke stedet for at være en kattedræbers hjem - tværtimod, for på det hvide køleskab hænger der to magneter, og de forestiller katte.

Når Svend Aage Mortensen taler, hører man tydeligt en stærk bornholmsk dialekt - grænsende til det svenske. Stemmen er rolig og hyggelig, men en gang imellem afbrydes den af en overraskende og høj latter, der næsten tenderer til det sarkastiske. Sådan et flere sekunder langt grin falder straks efter, Svend Aage Mortensen fortæller om, hvordan en af de katte, han havde fanget, havde løbet fuldstændig forvirret rundt, da han havde bundet en snor rundt om halsen på den.

Svend Aage Sørensen bor selv på Sandflugtsvej. Hans teori er, at det er ørne i området, der tager kattene og flyver væk med dem. Eller måske gravhunde. Det er svært at sige. Men han kan i hvert fald forsikre om, at han ikke står bag.

Han lægger dog slet ikke skjul på, hvordan han har det med ubudne katte på sin grund:

»Jeg er så træt af, at kattene kommer ind i min have. Så må ejerne få styr på deres katte, for de kommer og dræber mine fugle og ødelægger mine blomster,« siger han.

Svend sætter kattefælder op

Svend Aage Mortensen har en fuglekasse i haven, der hver dag bliver besøgt, og fuglene holder han af.

Snakken afbrydes kortvarigt, da duen Frede pludselig befinder sig i haven. Hurtigt findes der morgenmad frem, og duen går ivrigt i krig med kornet. Svend Aage Mortensen elsker fuglene i haven, ligesom en katteejer elsker sin kat. Derfor vil han 'passe på' de flyvende gæster og har svært at forstå, hvorfor der er så meget fokus på de forsvundne katte:

»Jamen hvad er forskellen på, at en kat og en fugl dør? Jeg kan ikke se det,« siger Svend Aage Mortensen.

Vilde katte på Allinge Havn.
Vilde katte på Allinge Havn. Foto: Pelle Rink
Vis mere

I sidste uge havde fem katte sneget sig ind i haven, så Svend Aage Mortensen ringede til politiet. Ifølge Svend Aage Mortensen fik han lov til at sætte en fælde op, fange kattene og give en besked med til ejeren om, at han ikke vil finde sig i det mere. Så det har han altså gjort.

Og det er faktisk det, der ifølge Nardie Elleby Marsh er problemet.

Der findes ikke en decideret kattelov, men under 'Lov om mark- og vejfred' står det skrevet i første kapitel, første paragraf:

'Enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget'. De mange katteejere i området mener, at paragraffen ikke tager hensyn til katten som udedyr, og så er de selvfølgelig også trætte af, at det er den paragraf, der rent faktisk giver Svend Aage Mortensen ret til at indfange katten og i sidste instans sende den til myndighederne.

Nardie Elleby Marshs telefon vibrerer, mens hun fortæller om de mange forsvindinger. Det er en beboer på vejen - tre huse væk - der mistede sin kat for en uge siden.

Den er netop kommet hjem med begge hofter af led og skal aflives.

Normalt kunne det ligne et trafikuheld, og det tror de begge også på, men de kan heller ikke lade være med at tænke, om endnu en kat har været i de forkerte hænder.