Onsdag blev Nanna Skov Høpfner dømt til 60 dages fængsel i landsretten, efter hun i januar deltog i en Men In Black-demonstration og opfordrede til at gå ud og 'smadre byen på en ikke-voldelig måde'.

Det er en betydelig mindre straf, end Nanna Skov Høpfner først blev dømt i byretten. Her fik hun nemlig hele to års fængsel.

Men Nanna Skov Høpfner blev allerede fængslet 28. januar, og har altså afsonet 132 dage i alt. – 72 dage for meget.

Det betyder, at hun lige efter retssagen var en fri kvinde og ikke skulle tilbage til Vestre Fængsel. Men helt slut er det ikke endnu.

Nanna Skov Høpfner har nemlig tænkt sig at søge erstatning for de 72 ekstra døgn i fængsel. Det fortæller Nanna Skov Høpfners advokat, Mette Grith Stage, til TV 2.

Og erstatning løber op i en del kroner. Der er nemlig en fast takst, som lyder på 900 kroner per påbegyndt døgn. Derudover har man krav på 7100 kroner for det første døgn.

Det betyder, at Nanna Skov Høpfner kan se frem til en erstatning på omkring 71.000 kroner. Ud over de faste takster er der også mulighed for at søge om tabt arbejdsfortjeneste.

Ifølge Mette Grith Stage, er det dog ikke pengene, der har den største betydning for Nanna Skov Høpfner lige nu. Hun glæder sig mest af alt til at komme hjem til sine børn.