En række landområder omkring den syriske hovedstad, Damaskus, er nu så sikre, at flygtninge derfra kan vende hjem.

Det har Flygtningenævnet afgjort i en række principsager torsdag, skriver Dagbladet Information.

Tidligere har nævnet vurderet, at forholdene i selve hovedstaden var blevet forholdsvis sikre, og torsdag er vurderingen udvidet til landdistrikterne - det såkaldte Rif Dimashq.

Området husede før borgerkrigen over to millioner indbyggere i det sydvestlige Syrien.

I den ene af sagerne har to ud af nævnets tre medlemmer vurderet, at forholdene i området var forbedret nok til at inddrage opholdstilladelsen for syrere derfra.

Det ene medlem fandt derimod, at de generelle forhold området "ikke er forbedret i en sådan grad, at klagerens opholdstilladelse skal nægtes forlænget".

Asylchef fra Dansk Flygtningehjælp Eva Singer mener, at forbedringerne i Damaskus og Rif Dimashq-området endnu ikke er så sikre, som nævnsflertallet og Udlændingestyrelsen vurderer.

Det er især risikoen for individualiserede overgreb, der bekymrer hende.

- Utallige rapporter vidner om, at civilbefolkningen kan blive udsat for vilkårlige overgreb.

- Hvis du er i familie med nogen, som politiet mistænker for det ene eller andet, eller hvis de tager fejl af dit navn i en kontrolpost, så risikerer man at blive fængslet, og så ved vi, at man kan blive udsat for tortur og andre overgreb, siger hun til Information.

Borgerkrigen i Syrien brød ud i marts 2011. Inden da havde Syrien en befolkning på cirka 22,4 millioner mennesker, men en stor del af dem er siden blevet drevet på flugt både internt i Syrien og til udlandet.

/ritzau/