Efter at have gransket sagen afviser to klageinstanser en række klager fra Danmarks Naturfredningsforening og Amager Fælleds Venner over byggeriet på Amager Fælled i København.

Det skriver Politiken. Det fremgår desuden af en nyhed på Nævnenes Hus' hjemmeside.

Ifølge indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek betyder det, at det omstridte byggeri kan gå i gang.

- Dejligt med endeligt grønt lys til Fælledby-byggeriet på Amager. Nu kan det største byggeri af almene boliger i København i min levetid gå i gang. 500 billige boliger i et blandet kvarter, så folk med almindelig løn kan bo i vores hovedstad, skriver han på Twitter.

Miljø- og Fødevarenævnet stadfæster den tilladelse til byudvikling, som Københavns Kommune har givet. Samtidig afviser Planklagenævnet blandt andet en klage om lokalplanen.

- Det betyder, at planerne og miljørapporten fortsat gælder, lyder konklusionen fra Planklagenævnet.

Afgørelserne kan ikke ankes.

Den administrerende direktør for bygherren Fælledby Erling Thygesen udtaler i en pressemeddelelse, at de er "glade og lettede over at få bekræftet," at de "har arbejdet inden for gældende rammer".

Fælledby kan ikke på nuværende tidspunkt sige præcist, hvornår arbejdet genoptages, og hvor meget klagesagen har skubbet tidsplanen.

Byggeriet har stået stille siden august.

Dengang besluttede Københavns Byret, at arbejdet midlertidigt skulle indstilles, da en foreløbig afgørelse fra de to nævn skulle have opsættende virkning for byggeriet.

De to nævn konstaterer, at kommunen ved planernes vedtagelse ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at vurdere planernes påvirkning af stor vandsalamander.

Men et flertal i nævnene finder dog - på baggrund af efterfølgende undersøgelser udarbejdet af bygherren under klagesagen - at der samlet set er kommet tilstrækkelige oplysninger om krattets funktion og kvalitet som rasteområde for stor vandsalamander.

- Det fremgår således af undersøgelserne, at kun en meget lille del af krattet er et optimalt rasteområde for arten, står der om Planklagenævnets afgørelse.

Et flertal i Miljø- og Fødevareklagenævnet har desuden vurderet:

- At Københavns Kommune i tilstrækkeligt omfang har redegjort for, at projektet heller ikke vil beskadige eller ødelægge kerneområdet med de syv ynglevandhuller som følge af det øgede publikumstryk fra bydelens beboere, når først bydelen er opført.

Forud for nævnets afgørelser er gået et langt forløb om byggeriet på Amager Fælled.

/ritzau/