Hval har ligget stille i over 20 minutter med åndehullet over vand. Fagfolk vurderer, at den nok er død.

En sjælden næbhval, som de seneste dage har befundet sig i Kolding Fjord, er med stor sandsynlighed død.

Det siger naturvejleder hos Naturpark Lillebælt Birgitte Andresen til TV Syd. Hun er kommunens sagsbehandler på sagen.

Tirsdag eftermiddag lå hvalen halvanden meter ude. Onsdag har den rykket sig tættere på land og ligger nu på en dybde på omkring 80 centimeter vand.

Den har onsdag formiddag ligget stille i over 20 minutter med åndehullet over vand.

Hun siger til TV Syd, at hun ikke tror på, at den kommer til at svømme igen.

Hun har ifølge JydskeVestkysten holdt øje med hvalen gennem kikkert fra sin lejlighed på 12. sal i de nærliggende højhuse.

Også Jørn Chemnitz, der er naturvejleder ved naturskolen i Kolding, siger til mediet, at han vurderer, at hvalen er død.

Der er tale om en såkaldt nordlig døgling, der hører til familien af næbhvaler.

Nordlig døgling lever først og fremmest i Nordatlanten og hører således ikke hjemme i danske farvande.

Det er uvist, hvorfor den har fundet vej til danske breddegrader. Det forklarede museumsinspektør Charlotte Bie Thøstesen ved Fiskeri- og Søfartsmuseet tirsdag.

- Det kan have meget med tilfældigheder at gøre, at den har forvildet sig hertil. Det kan også være, at den er syg og svækket og har lagt sig til at dø, sagde hun.

Museumsinspektøren var mest af den opfattelse, at hvalen formentlig er døende. Og det tyder meget altså på, at den nu er.

En voksen døgling kan blive op til ti meter lang og veje op til syv ton.

Ifølge Dansk Pattedyratlas er døgling to gange registreret i indre danske farvande.

Den nordlige døgling hedder på grønlandsk anarnaq, hvilket direkte oversat betyder "den der giver afføring", skriver TV Syd.

Det skyldes, at spækket og kødet nærmest virker som afføringsmiddel på den, der spiser det.

Hvalen i fjorden bliver formentlig obduceret fredag nær Kolding Havn, skriver JydskeVestkysten. Det vil ske på et sted, hvor offentligheden kan følge med, siger Birgitte Andresen til mediet.

/ritzau/