Hele 26 timer. Så længe sad Nadia Ludvigsen og hendes datter, Melanie, i weekenden strandet på gulvet i Stansted-lufthavnen nær London på deres vej hjem til Danmark.

»Vi fik spillet en masse Uno, mens vi ventede. I mange timer.«

Sådan lyder det fra 35-årige Nadia Ludvigsen fra Falster, der sammen med sin datter på 12 skulle have været med et Ryanair-fly hjem klokken 19.05 fredag aften. Men det var forsinket. Og da de nogle timer senere endelig kunne tage deres pladser og spænde sikkerhedsbælterne, lød kaptajnens stemme over højttalerne.

»Han sagde, at vi ikke kunne få lov til at flyve alligevel. Vi fik at vide, at det var på grund af dårligt vejr. Det var ikke lige den besked, man havde håbet på at få,« fortæller Nadia.

Det blev startskuddet til et mareridt, der strakte sig over 26 timer for de to, mens de ventede på at kunne komme med et andet fly hjem.

Situationen i Stansted-lufthavnen sidste fredag.
Situationen i Stansted-lufthavnen sidste fredag. Foto: Nadia Ludvigsen
Vis mere

Nadia Ludvigsen er dermed blot én af de mange danskere, der har en kompensations-sag kørende mod et flyselskab som følge en af forsinkelse, aflysning eller overbooking. Hun har dog ikke hørt fra Ryanair, siden flyselskabet mandag bekræftede, at det havde modtaget hendes kompensations-anmodning.

Efter Nadia fik meldingen om, at flyafgangen helt var aflyst, fik hun at vide, at hun sammen med de andre passagerer ville blive samlet i grupper på 20 og derefter blive informeret om, hvad der skulle ske.

»Men vi endte med at sidde i kø på gulvet i 13 timer, før vi fik at vide, at vi kunne ombooke vores billetter. Men så ville vi først kunne komme hjem fem dage efter om onsdagen,« fortæller Nadia og tilføjer:

»Alternativet var, at vi blev skrevet på en venteliste, så hvis der var nogen, der ikke dukkede op til de andre afgange, så kunne vi komme med der. Men så skulle vi blive siddende i lufthavnen og vente, til der var plads til os.«

Foto: Nadia Ludvigsen
Vis mere

Sammen med hundredvis af andre strandede passagerer valgte Nadia og datteren Melanie at blive i lufthavnen. Og håbe.

De endte med at sidde der i godt 26 timer, før det lykkedes dem at komme med et fly lørdag aften - som dog også var lettere forsinket.

»26 timer i kø i en lufthavn vil jeg absolut ikke anbefale nogen,« fortæller Nadia, hvis datter på et tidspunkt måtte lægge sig til at sove på nogle kufferter.

»Jeg må indrømme, at jeg var overrasket over, hvor cool hun tog det. Hun klagede ikke en eneste gang. Jeg priser mig også lykkelig over, at hun er 12 og ikke tre år. For der var en del små børn i lufthavnen, og det var virkelig synd for dem.«

Foto: Nadia Ludvigsen
Vis mere

Dét, der især frustrerer hende, er ikke, at flyet blev aflyst, men at de skulle sidde i kø så længe, før de fik at vide, hvad der skulle ske.

»De kan jo ikke gøre for det, hvis det er på grund af vejret, men det, der er problematikken for mit vedkommende, er simpelthen den manglende information. At man skal sidde i 13 timer uden at få at vide, hvad der skal ske, og hvad vi kan gøre. Det er ikke okay,« siger Nadia og slutter:

»Jeg tror ikke, jeg kommer til at rejse med Ryanair igen i fremtiden. Så tror jeg hellere, jeg kommer til at betale mig fra det.«