I årevis har beboerne i Assentoft nær Randers klaget over lugtgener fra en lokal fabrik. Et længerevarende problem som nu bliver en sag for miljøministeren.

I hvert fald har folketingsmedlem i Venstre Michael Aastrup Jensen, som selv er en af de naboer, der er godt og grundigt træt af lugtgenerne, bedt miljøministeren gå ind i sagen.

Det oplyser han til Randers Amts Folkeblad.

»Vi må have miljøministeren og Miljøstyrelsen på banen i det her spørgsmål. Det er deres ansvar at føre tilsyn med Daka, men at dømme ud fra lugten i området, så tyder meget på, at kontrolindsatsen har været mangelfuld.«

Michael Aastrup Jensen (V) bor selv nærheden af Daka Secanim og mener ikke, at fabrikken gør tilstrækkeligt for at mindske lugtgerne.
Michael Aastrup Jensen (V) bor selv nærheden af Daka Secanim og mener ikke, at fabrikken gør tilstrækkeligt for at mindske lugtgerne. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Fabrikken - Daka Secanim - modtager slagteriaffald og døde dyr fra hele Danmark og Sverige, som de så laver om til kødbenmel og fedt, der bruges til produktion af biodiesel.

Og det er altså en proces, der lugter. Det har den sådan set gjort i alle de år, fabrikken har ligget i den lille by Assentoft.

Derfor har naboerne også - ved flere lejligheder - været ude og brokke sig over lugtgenerne. Eksempelvis tilbage i 2018.

Selvom Michael Astrup Jensen (V) har haft flere møder med ledelsen hos Daka Secanim, mener han dog ikke, at klagerne bliver taget seriøst, og derfor har han nu altså bedt miljøministeren Lea Wermelin (S) gå ind i sagen.

Daka SecAnim holder til på Kronjydevej i Randers
Daka SecAnim holder til på Kronjydevej i Randers Foto: Google Maps
Vis mere

Dakas kommunikationsdirektør, Per Thomsen, afviser over for Randers Amts Avis, at fabrikken ikke skulle tage klagerne alvorligt.

Faktisk understreger han, at der fra fabrikkens side holdes skarpt øje med lugtgenerne, og at de minimum 12 gange om året får uanmeldt besøg fra et uafhængigt laboratorium, som foretager målinger.

I tillæg til dette måler virksomheden ifølge kommunikationsdirektøren selv lugten flere gange ugentligt, ligesom fabrikken har investeret et tocifret millionbeløb i tiltag, der skal reducere lugten.

Per Thomsen fortæller avisen, at han har svært ved at se, hvad fabrikken ellers kan gøre for at mindske generne - med mindre det skulle være at lukke, hvilket ifølge ham ville få vidtrækkende konsekvenser, og hvilket Michael Aastrup Jensen da også understreger, ikke vil være god løsning.