En morgen kastede Jimmi Fredsbo Friis' børn simpelthen op over lugten.
Og han har nu ligesom flere andre naboer til en fabrik vest for Horsens fået nok af de gener, de har.
Det skriver DR.
»Jeg har aldrig prøvet sådan noget før, at det kan lugte så vildt. Den er så mættende og kvalm, at du bare slet ikke har lyst til at være i det,« siger Jimmi Fredsbo Friis til mediet.
»Det bedste bud på, hvordan det lugter, er ligesom hundeopkast. Lugten er sød, lidt besk og frygtelig tyk.«
Fabrikken hedder Enorm Biofactory, og her produceres der hver dag 100 ton laver, som skal bruges som foder i landbruget.
Men en nylig undersøgelse har vist, at det lugter 11 gange mere end tilladt.
Naboerne har længe klaget over luftgenerne, og Miljøstyrelsen har siden været på uanmeldte kontrolbesøg.
Flere andre medier har skrevet om problemerne, og i januar lød det fra fabrikken til AvisenDanmark.
»Vi har nogle værktøjer, som vi løbende skruer på og måler effekten af, men denne produktionsform er også ny, og der er ikke så mange erfaringer, vi kan trække på, hverken fra ind- eller udland,« lød det her fra meddirektør Carsten Lind Pedersen.
ifølge Horsens Folkeblad inviterede Enorm Biofactory sidst i februar naboerne til informationsmøde.
Uden at der dog ved den lejlighed kom en konkret deadline for en løsning på lugtproblemerne.
Meddirektør Jane Lind Sam siger nu til DR, at en rensningsanlæg har været driftet forkert, fordi lugtstofferne var anderledes end forventet.
Samtidig er man nødt til at fortsætte produktionen for at kunne lave de nødvendige test, der oven i købet har en svartid på fire uger hver gang. Hvilken kun er med til at forlænge processen.
Jane Lind Sam understreger, at man gør, alt hvad man kan – men kan ikke give en specifik dato for en løsning på luftgenerne.

