Beboerne i området er dybt chokerede, efter svalegangen i et byggeri fredag styrtede sammen i Odense.
Det fortæller flere af dem til B.T.s reporter, der befinder sig i området tæt på den sammenstyrtede svalegang.
En person har fredag aften mistet livet som følge af ulykken.
»Det kunne være mig. Jeg bor på samme etage i en anden bygning. Hvis jeg en dag skulle ud og gå en tur, kunne taget være faldet ned i hovedet på mig,« siger Lars Mørk, der bor i bygningen ved siden af den ulykkesramte.
Noah Ejlertsen, der bor i området, fortæller, at han spillede fodbold i nærheden, da han hørte det voldsomme brag fra svalegangen, der styrtede sammen.
»Der står 3-4 personer oppe på fjerdesalen. Og så kan jeg se, at den falder ned på tredjesalen. Jeg bliver selvfølgelig nervøs og bange, og løber derover. Få minutter efter kom politiet og ambulancerne,« siger han til B.T.
Jonas Sparre, der bor i etagen under den sammenstyrtede, fortæller hvordan han hørte et stort brag, der fik hele lejligheden til at ryste.
»Jeg hørte et gigantisk brag. Hele min lejlighed rystede. Jeg kunne se, at det var katastrofalt. Hele opgangen over min etage var totalt braset sammen. Der lå en masse materiale. Jeg skulle tage et kæmpestort skridt for at komme over, og så var jeg buret inde der i noget tid. Jeg hjalp en mand ned, der havde været i gang med at bygge deroppe, og så gik jeg tilbage ind i min lejlighed,« siger han.
Han fortæller, at han ventede i sin lejlighed, der har fået lette skader af sammenstyrtningen.
»Så pludselig ser jeg en brandmand blive hejst op i en kran ude foran mit vindue. Han kommer ud, og siger at jeg skal pakke alt nødvendigt. Så jeg pakker, og så bliver jeg hejst ned i kranen,« siger Jonas Sparre.
Han fortæller, at oplevelsen har sat sig i ham.
»Jeg er chokeret, og jeg er vred,« siger han.
Fyns Politi har oplyst, at tre personer kom til skade i forbindelse med ulykken. Fredag aften oplyser politiet, at en person har mistet livet efter ulykken. De pårørende er underrettet.
