37-årige Lise Hansen og 65-årige Karen Lis Hvarre er sammen med andre naboer flygtet fra deres lejlighed på Jernbanegade i Hobro.

Årsagen er, at en kvinde gennem flere år har chikaneret dem, og fredag 26. marts eskalerede det hele, da kvinden overfaldt dem med en jernstang, hvilket kostede Lise Hansen en brækket ryg.

Det fortæller de to kvinder til B.T. efter, at Nordjyske først bragte historien.

Klokken er 14.30. 37-årige Lise Hansen er på vej op ad trapperne til sin lejlighed efter arbejde. Da hun står ved døren, flår naboen sin dør op. I hånden har hun en jernstang.

Hun overfalder Lise med jernstangen og slår hende gentagne gange. Lise kæmper for at komme væk. Hun flår sig fri, og får lukket døren ind til sin lejlighed bag sig. Hun løber ned på badeværelset, lukker døren og låser. Herefter ringer hun til politiet, mens hun kan høre, at naboen tæver løs på døren med jernstangen så hårdt, at der næsten bliver slået hul ind til lejligheden.

Nedenunder bor Karen. Hun sidder og drikker kaffe med sin kæreste, da hun pludseligt kan høre en meget voldsom råben og banken oppefra. Hun går ud i opgangen og går lidt op ad trapperne.

»Jeg råber til hende 'hvad er det da, du laver'. Så kommer hun farende ned mod mig. Jeg når ikke at reagere, før hun slår mig med jernstangen,« siger Karen Hvarre.

Efterfølgende kommer Karens kæreste hende til undsætning. Han får skubbet kvinden væk, og hun går derefter ned på gaden.

»Hun begynder så at smadre min postkasse og min bil, mens hun siger 'denne gang slap I væk fra det, det gør I ikke næste gang',« siger Lise Hansen.

Da politiet kom blev hun angiveligt lagt i spændetrøje, men hun var meget rolig og fulgte med dem på stationen. Kvinden blev efterfølgende løsladt, og hun er nu sigtet for grov vold og hærværk og venter på at blive stillet for en dommer.

Dette var kulminationen på flere episoder, hvor kvinden over lang tid har plaget beboere i opgangen.

Lise flyttede til stedet i april sidste år, og konflikten startede 28. september, hvor hun stod i vaskekælderen. Her blev hun verbalt overfaldet af naboen, der beskyldte hende for, at have puttet sæbe i hendes tøj og stjålet hendes vaskepulver, hvilket Lise fortæller, hun aldrig har gjort.

Fra den dag tager det fart. Kvinden begynder at skrive på Lises postkasse og dør, at hun er en 'løgner' og er 'kriminel'. Hun tager billeder og videoer af Lise, når hun står ude foran sin lejlighed, og hun overfalder hendes gæster verbalt, når de er på besøg og sidder ude på altanen.

Episoderne har resulteret i store konsekvenser for Lise og hendes familie.

»Min datter på 12 år tør ikke komme her. Min søn på 18 år er ikke tryg ved at være hjemme. Lige nu har jeg en brækket ryg efter overfaldet med jernstangen. Jeg skal gå med et korset i tre måneder og er sygemeldt i lige så lang tid. Jeg kan ikke passe min søn på to år, da jeg ikke må løfte ham. Så jeg skal have hjælp fra kommunen til at tage mig af ham.«

Karen Lis Hvarre har boet i ejendommen de sidste tre år. Stridighederne med kvinden startede fire måneder efter, hun flyttede ind. Karen var kommet til at tage hendes vasketid en dag. Noget hun har fortrudt mange gange siden.

»Lige siden har hun gjort alt for at genere mig. Hun har revet mine blomster op ad altankassen, smidt vaskepulver i min postkasse og meget andet.«

Beboerne har taget sagen til Beboerklagenævnet og vandt i november måned sagen over kvinden. Her lød det, at hvis hun overskred reglementet én gang mere, så ville hun ryge ud.

»5. februar blev kvinden opsagt. Hun havde seks uger til at gøre indsigelser, en frist der udløb forrige fredag. Nu skal hun være ude 18. maj. Jeg tror, at det var det, der fik hende til at kamme over i fredags,« siger Lise Hansen.

Men episoden har altså fået Lise, Karen og en tredje beboer til at flygte ud af opgangen, og de har ingen planer om at vende tilbage, før at kvinden er ude.

»Jeg tør simpelthen ikke at være der. Det er for utrygt. Jeg er bange for, at hun skal overfalde mig igen, der nøjes hun måske ikke med en stav. Folk flytter ikke tilbage før hun er ude,« fortæller Karen Lis Hvarre.

De to kvinder retter nu en hård kritik mod Hobro Boligforening, hvis rolle i sagen har været 'under al kritik'. Efter deres opfattelse burde boligforeningen for mange år siden havde sat kvinden ud af lejligheden med henvisning til, at lejeloven og husordenen er overtrådt.

I en mail til B.T. skriver Anders Kjær, direktør i Hobro Boligforening, følgende.

»Boligforeningen ophæver lejemålet til øjeblikkelig fraflytning. Ophævelsen skyldes, at beboeren har overfaldet andre beboere fredag, den 26. marts. Den tidligere opsigelse af lejemålet fastholdes endvidere, men på baggrund af ophævelsen skal lejeren fraflytte straks. I modsat fald vil boligforeningen indgive sagen for fogedretten.«

Han tilføjer, at han på nuværende tidspunkt ikke har mere at tilføje, da det er en verserende sag.

Den nu sigtede kvinde har en hjemmeside og en Twitter-profil, hvor hun dagligt beskriver sit syn på konflikten. Hun mener, at det er de andre beboere, som chikanerer, og hun beskriver dem som ondskabsfulde.

Nordjyske har efter gentagende forsøg ikke kunne få en kommentar fra kvinden.