Det meste af landet har de seneste dage været ramt af store mængder sne.
Og som det altid er, når den slags rammer Danmark, påvirker det danskerne i trafikken.
Det gælder også på Bornholm, hvor Mads Sørensen fredag aften måtte ud og køre en ekstra tur i sin traktor.
»Vi bor på sådan nogle veje, hvor der ikke bliver ryddet sne. Så mens jeg var ude og gøre det i min traktor, ringede jeg til naboerne for at høre, om der var nogle, der havde brug for hjælp,« siger han.
Og det var der.
En af naboernes kunne ikke hente sin datter i Klemensker, hvor hun havde været på arbejde, og derfor kørte Mads ud og hentede hende.
»Hun var bare glad for ikke at skulle overnatte der, men kunne komme hjem,« fortæller Mads Sørensen.
Naboen blev 'ovenud lykkelig' for, at Mads gad at hente hende efter arbejdede.
Selv er Mads Sørensen mere ydmyg over for sin hjælpsomhed.
»Det er bare sådan et naboskab, vi har her på øen. Vi hjælper hinanden. Vi ved, hvordan det hele fyger til og kan lukke ned. Så er der jo ikke nogen, der skal stå der og ikke kan komme hjem,« siger han.

