En altan i Kolding styrtede lørdag aften sammen. Fem unge mennesker kom til skade. En 19-årig mand var søndag morgen i alvorlig kritisk tilstand.

Nu fortæller en nabo til lejligheden, hvor altanen styrtede sammen, at altanen så slidt ud.

Det fortæller han til JydskeVestkysten.

24-årige Kristoffer Bech, der bor i nabolejligheden, holdt selv fest lørdag aften. Sammen med sine gæster var han ude for at gå en tur, da altanen styrtede sammen.

Foto: PresseFotografen.dk
Vis mere

Det var noget af et syn, som mødte Kristoffer Bech og gæsterne, da de vendte tilbage til lejligheden.

»Jeg er glad for, at jeg ikke så det, for jeg tror virkelig, at det ville være skræmmende, hvis jeg havde set det. Jeg hørte fra naboen, at det havde været et ret stort brag, og da vi kom tilbage, var der mange politibiler og en helikopter ad flere omgange. Det var ret skræmmende,« siger Kristoffer Bech til JydskeVestkysten.

Da de kom tilbage fra turen, blev de bedt om at holde sig væk, og derfor gik Kristoffer og vennerne en ny tur.

Senere om natten fik de så lov at komme ind i Kristoffers lejlighed. Herfra kunne han se, at der lå blod og sko på jorden, hvor ulykken var sket.

Han fortæller også, at han i længere tid har tænkt, at altanerne ser slidte ud, og at der måske var en risiko for, at det ville gå galt.

Kristoffer har fået at vide, at han ikke må gå ud på sin egen altan for en sikkerhedsskyld, selv om den både er mindre og nyere, skriver JydskeVestkysten.