Er du blandt de 368.000 danskere, der har takket ja til en gratis influenzavaccine denne vinter?

Hvis ikke, må du nu selv punge ud, hvis du vil ruste dig mod influenzasæsonen.

Søndag var det nemlig sidste dag, hvor folk i risikogrupperne kunne få stikket gratis.

Det skriver TV 2 Øst på baggrund af en pressemeddelelse fra Danmarks Apotekerforening.

Siden 1. oktober har personer i risikogrupperne kunnet blive vaccineret mod influenza på statens regning.

Det gjaldt blandt andet borgere, der er fyldt 65 år, førtidspensionister og folk, der lider af visse kroniske sygdomme.

Fra og med søndag 15. januar er det nu kun særligt sårbare og gravide, der kan få stikket gratis.

Fristen for gravide er 1. marts.

Der har været rigtig stor tilslutning til influenzavaccinationerne. Det glæder Trine Holgersen, der er direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

»Der er rigtig meget virus derude, og det, at vi har så stor en tilslutning, har helt bestemt en betydning for, at vi kan afbøde det pres, der ligger på vores sygehuse,« siger hun til DR P4 Sjælland.

Nåede du ikke at få en gratis vaccination, kan du stadig købe den på mange af landets apoteker.