Prisforskellen er mildest talt til at tage at føle på. Den nøjagtig samme bil koster fredag 242.372 kroner mere, end den gjorde i går.
Det er tilfældet for markedets dyreste elbil som følge af en ny aftale om afgifter på biler, der træder i kraft fredag.
Derfor fortæller ejere af Porsche Taycan, at de har skyndt sig at få skrevet under på købsaftalerne. For ikke alene er deres nyindkøbte vogn nu købt relativt billigt – værdien af deres nye luksusbil vil med et trylleslag også været steget.
»Afgiftsstigningen havde meget at sige. Selv om vi er grønne, så tænker vi alle sammen på vores pengepung, og når man ser, at der kommer en ekstra afgift, så er det, ligesom når noget kommer på tilbud i Bilka. Det er helt menneskeligt. Jeg skulle have bilen, inden den stiger i pris,« siger Karsten Viuf.

Han er salgsdirektør i virksomheden Nabto, der blandt andet laver grønne teknologiske løsninger til eksempelvis ventilation. Det harmonerer ikke godt med, at han indtil videre har kørt i en BMW med en 4,0-motor, der blot går omkring otte kilometer på en liter benzin.
»Det betyder meget for mig, at bilen er grøn. Det passer ikke så godt sammen med det, vi står for som virksomhed, at jeg møder op hos kunder i en stor BMW-benzinsluger,« siger han.
Mens elbiler, som koster under 485.000 kroner, bliver fritaget for afgift, så stiger prisen på de dyreste elbiler. Også selv om de er grønne.
Det er i særlig grad tilfældet for de forskellige versioner af Porsche Taycan.
Men Karsten Viuf købte sin bil i sidste uge og slipper dermed for den markant større regning.
Hans Taycan 4S stiger som standard med 'blot' 64.590 kroner. Den stigning er principielt ufornuftig, mener han.
»Sådan en fyr som mig, der betaler masser af skat og ikke laver sorte penge – hvorfor skal jeg ikke også have samme rabat som alle andre, så jeg kan købe en fin elbil? Er det realistisk at tro, at jeg skulle købe mig en lille elbil? Det ville jeg aldrig gøre, men i stedet køre videre i min store benzinsluger.«
Er det ikke fair, at de dyreste biler beskattes højere – jævnfør princippet om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder – hvis det er med til at finansiere, at de billigere elbiler ikke udsættes for højere afgifter?
»Jo, men nu betaler jeg jo også rigeligt i skat. Vi har et progressivt skattetryk. Og hvis vi som samfund gerne vil af med de store benzinslugere, så er det forkert at hæve afgiften. De velhavende, der kører rundt i kæmpe firehjulstrækkere, kunne man få til at køre i Porsche Taycan, der bruger el, men når man sætter afgiften op, så er der da færre, der vil købe den,« siger Karsten Viuf.

Stinker af misundelse
Den holdning deler Michel Moore. Han er selvstændig og har eget investeringsfirma. Og er for nylig blevet ejer af Porsche Taycan Turbo, der som standard stiger med 170.458 kroner.
»Jeg synes, det er helt tosset. Det stinker af misundelse. Jeg synes, det er lidt ligesom topskat. Man sigter efter dem, der vil lidt mere. Det virker, som om der er nogen, der ikke forstår procentregning – jo dyrere man køber, jo mere betales der også i moms og registreringsafgift.«
»Vi, der ønsker at have én god bil i husstanden, bidrager med mere til samfundet end ham, der køber tre andre elbiler og slipper med nul kroner i afgift i alt. Det er en ærgerlig tankegang, og det bidrager ikke positivt til samfundet. Det eneste, man har gjort her, er at gøre det endnu sværere for folk generelt at få adgang til sådan en bil,« fortsætter Michel Moore.

Han skifter bil årligt. Men det er første gang, han er ejer af en elbil, fortæller han.
»Jeg har fået en søn for lidt over et år siden, og det har fået mig til at tænke mere på at passe på klimaet.«
Der er dog også en kontant grund til, at Michel Moore valgte el-Porschen.
»I runde tal har jeg givet 1,5 millioner kroner for en bil, der er tre millioner værd. Så det er 'value for money',« siger han med henvisning til, at de lave afgifter på elbiler har gjort Porschen billigere end de tilsvarende benzinkonkurrenter i luksusklassen.
Og så forventer Michel Moore – som følge af at hans bil nu stiger i værdi – at have kørt gratis, når han skifter bilen ud igen.
»Det er første gang, at jeg kan komme af med en bil igen uden afskrivning.«
Michel Moore fortæller, at han er glad for at have valgt en elbil, og at han naturligvis ikke er ked af at have gjort en god handel forud for afgiftsstigningen.
»Nu er jeg jo ret tilfreds, for jeg har inklusive ekstraudstyr sparet rundt regnet 300.000 kroner,« siger han.