Fodsporsglade forskere faldet over et lidt usædvanligt dinofund:

En mellemstor rovdinosaur, hvis forstenede fodspor stopper i Cameroun i Afrika, men dukker op igen i Brasilien.

Det skriver Videnskab.dk, hvor du også kan se flere billeder af aftrykkene.

I et nyt, peer-reviewed studie beskriver forskere, hvordan sporene sandsynligvis tilhører samme art dinosaur, og hvordan de muligvis afslører en vandringsrute for store dyr mellem kontinenterne.

»Vi ved ikke helt, om det er samme art dinosaur, men forskerne afslører mange lighedstegn mellem sporene og har en ret stærk case,« mener Jesper Milàn, museumsinspektør og geolog på Geomuseum Faxe, der har læst studiet for Videnskab.dk.

Fodsporene blev sat, lige inden landmasserne blev splittet

Begge sæt spor, i alt 260 af dem, er dateret til for cirka 120 millioner år siden. Afrika og Sydamerika begyndte at glide fra hinanden for omkring 140 millioner år siden.

Under den langsommelige proces var regionen, hvor Cameroun lå op ad Brasilien, ét af de sidste steder, der stadig hang sammen, dengang dinosporene blev sat.

Læs mere på Videnskab.dk: Se billederne: Fodspor fra dinosaurer er dukket op i Texas

Sættene af spor ville dengang have ligget omkring 1.000 km fra hinanden, men når man taler om to forskellige kontinenter, og hvor langt store dyr kan vandre i deres levetid, er det ret tæt.

Og faktisk er det nok splittelsen, der gjorde, at vi har kunnet finde sporene i dag.

For begge områder har en type floddal, der dannes, når tektoniske plader glider ud fra under hinanden. For at fodsporet kan forstenes, skal det sættes i mudder, der hærdes, og hurtigt dækkes af mere mudder.

»Så at ligge i en flodslette, hvor floderne ofte går over deres bredder, giver gode bevaringsforhold,« påpeger Jesper Milàn.

Forskerne peger også på, at dalene har udgjort en naturlig korridor, sikkert den sidste sti, som store dyr kunne tage mellem kontinenterne, før deres kyster drev fra hinanden.

Floder har også løbet gennem hele korridoren, der giver gode forhold for planter og føde.

»Så vi har altså fat i et område, hvor dinosaurerne, med rigeligt at drikke og spise, kunne leve og valgfrit krydse fra ét kontinent til et andet, som den sidste bro mellem dem. Er det ikke et smukt billede?« siger Louis Jacobs, professor emeritus i geoscience på Southern Methodist University og hovedforfatter til den videnskabelige artikel, til Videnskab.dk.

God chance for, at det var samme dino

De fleste af de 260 spor tilhører en mellemstor rovdinosaur, som forskerne tror, de har fanget i en transkontinental gåtur.

Problemet består i entydigt at påvise, at sporene der endte på begge kontinenter tilhører den samme gruppe dinosaurer.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvad slog dinosaurerne ihjel? Geologer afslører nyt om den gigantiske dræber fra rummet

Forskerne har kigget på sporenes størrelse, form, hvordan trædepuderne er placeret, og hvornår de er fra. Meget peger på, at det er samme dyr, der har bevæget sig fra et kontinent til et andet.

Analyser af fossilt pollen i områderne viser også, at sporene er lige gamle. Så det tyder på, at fodsporene er sat i det, der dengang var samme terræn, konkluderer forskerne.

Alligevel er det ikke helt så simpelt at bevise, hvor fodsporene kommer fra, blandt andet fordi tobenede rovdinosaurer, såsom Allosaurus, havde meget ens fødder.

Ud fra fodsporene alene kan man ikke artsbestemme dinosauren. Så selvom man kan sandsynliggøre, at det var en slags tobenet rovdinosaur, er der grænser for, hvad sporene viser.

Derfor holder forskerne også igen med at konkludere, at det er den samme dino, der har været på en transkontinental vandring, selvom det nok har været nært beslægtede dyr, skriver Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Dansk forskning afslører: Sådan gik dinoer i Tyskland

Dinosaurerne havde samme gangart som nulevende fugle

Grønland har fået sin helt egen dinosaur