Mystisk profil sælger entrébilletter til gratis aktiviteter i Danmark: 'Dybt foruroligende'
Det er en georgisk profil, der står bag billetterne til Dyrehaven og Christiania.

Det er en georgisk profil, der står bag billetterne til Dyrehaven og Christiania.

Danmark kan være dyrt.
Men heldigvis har vi også en lang række gratis aktiviteter, eksempelvis en tur i Dyrehaven eller på Christiania.
Ingen af de to ting er dog gratis, hvis man tjekker den tyske platform GetYourGuide, som sælger diverse udflugter og aktiviteter.
Det skriver DR.
Går man ind på GetYourGuide, er det ganske rigtigt muligt at købe en entrébillet til Jægersborg Dyrehave og Christiania til den nette sum af henholdsvis 107 og 41 kroner.
'Du skal have en gyldig entrébillet for at være inde i parken,' lyder det på hjemmesiden under udflugten til Dyrehaven.

'Portene er åbne, og din billet bliver ikke scannet, når du går ind – men skovfogeder og parkens personale kan (og vil) kontrollere billetter når som helst, mens du er inde. Hvis du bliver opdaget uden billet, kan du blive pålagt en bøde eller blive bedt om at forlade stedet.'
Jacob Skriver, der er skovfoged hos Naturstyrelsen og har ansvaret for Jægersborg Dyrehave, afviser, at gæster skal betale for at besøge det populære område.
Han kalder det samtidig »dybt foruroligende«, at GetYourGuide forsøger at opkræve penge.
Jacob Skriver oplyser derudover, at Naturstyrelsen har rettet henvendelse til både GetYourGuide og politiet.

På GetYourGuides hjemmeside fremgår det, at det er profilen 'iziguide' fra Georgien, som står bag udflugterne til Dyrehaven og Christiania.
Til DR oplyser virksomheden, at en del af deres omsætning går til at støtte diverse fonde, herunder naturbevaringsfonde og fonde, der støtter Christiania.
Men hverken Naturstyrelsen eller Christiania har fået en krone fra 'iziguide'.
'Iziguide' skriver videre til DR, at det ikke kommer mediet ved, »hvordan vi driver vores virksomhed, hvor mange kunder vi betjener, og hvordan vi fordeler vores indtægter«.
DR har forgæves forsøgt at få en kommentar fra GetYourGuides administrerende direktør, Johannes Reck.