Danskere i det nordlige Sjælland er angiveligt på det sidste blevet forstyrret af et mystisk fænomen. Det skriver sn.dk.

Borgerne oplever en besynderlig dyb brummelyd langs kysten. Lyden optræder desuden især om natten.

»Er der nogen, der ved, hvad det er for en dyb brummen, man kan høre sent på aftenen/om natten for tiden i nærheden af Hald Strand?« spørger en Martin Jakobsen i Facebook-gruppen 3390 Hundested ifølge sn.dk.

Ifølge Sn.dk melder mange tilbage, at de også har hørt den mystiske - og ofte ubehagelige - dybe lyd. Herunder ved Asserbo, Lynæs og Hald Strand.

En anden bruger forklarer, at hun også tit har hørt lyden. Særligt om efteråret.

Den brummende lyd er et tilbagevendende fænomen på egnen. Indtil nu er den hovedmistænkte ikke en person, men et kraftværk. Nemlig Kundbyværket, som i dag ejes af Ørsted.

Kundbyværket - der ligger cirka 15 kilometer fra Hundested - har tidligere modtaget klager over såkaldt lavfrekvent støj. Det skete tilbage i 2010 til 2012.

Ifølge Sn.dk svarede værket dengang følgende til Miljøstyrelsen:

Nordsjællandere plages angiveligt af mystiske lyde, når de færdes på stranden eller andre steder i nærheden af Hundested. Kraftværket Kundbyværket er mistænkt for at lave de lave brummelyde.
Nordsjællandere plages angiveligt af mystiske lyde, når de færdes på stranden eller andre steder i nærheden af Hundested. Kraftværket Kundbyværket er mistænkt for at lave de lave brummelyde. Foto: Vibeke Toft
Vis mere

'Der kan forekomme lavfrekvent brum fra kedel på blok 21+22 og skorstenen på gasturbinerne 51+52. Oplever vi dette under drift i en kedel, prøver vi at ændre driften, så det ophører,' skrev værket blandt andet.

Men sagen er, at værket ikke er i drift i dag. Det kan dog tages i brug, såfremt der er behov. Ifølge Sn.dk har Kundbyværket nemlig en helt særlig funktion. Det er det eneste værk, der kan 'starte' andre sjællandske kraftværker, hvis der skulle ske et større nedbrud over hele Sjælland, da det kan starte uden strøm på en dieselmotor.

Det kan dog ikke udelukkes, at værket af og til prøves af, så man kan teste beredskabet til en eventuel nødsituation. Ørsted er dog ikke vendt tilbage til Sn.dk for en kommentar.

Lavfrekvente lyde kan ifølge Videnskab.dk muligvis være skadelige for det menneskelige øre, såfremt man udsættes for dem over længere tid. Det er angiveligt heller ikke alle mennesker, som kan høre lydene.