Lørdag aften lidt i ni måtte Syd- og Sønderjyllands Politi rykke ud til en såkaldt hændelse på Sønderborg Sygehus.

Ifølge B.T.s oplysninger handlede det om en knivbevæbnet mand.

Det vil politiet dog hverken af- eller bekræfte.

»Jeg kan bekræfte, at der har været en episode, som krævede politiets tilstedeværelse. Det var personalet, som kontaktede politiet,« siger vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi Sune Loklindt.

Han bekræfter også, at én person er blevet anholdt, men for hvad vil han ikke fortælle.

Ingen er tilsyneladende kommet til skade.

Han fortæller, at politiet stadig er ved at undersøge hændelsen, og at det var nødvendigt at sende flere patruljevogne.