Det tørre forår betød overraskende få myg tidligt på sommeren, men det har ændret sig markant efter regnfuld juli.

880 døde myg i en enkelt fælde.

Det er, hvad myggeforsker René Bødker har fundet i en af landets opsatte myggefælder i en have på Amager den 10. august, skriver Videnskab.dk.

»880 på ét døgn er virkelig, virkelig mange. Sidste år på samme tid var der cirka 100 på et døgn. Det er helt vildt,« siger han til Videnskab.dk.

Han er en af de ledende kræfter bag myggetal.dk, som ved hjælp af myggefælder rundt om i landet monitorerer antallet af myg.

Læs mere på Videnskab.dk: Aldrig har jeg set så lavt niveau af myg i juni, siger forsker

Mængden af myg har indtil nu været usædvanligt lavt i 2025. Det har ændret sig markant på blandt andet Møn, Vestamager og Dragør, fortæller René Bødker.

Forskere måler niveauet af myg med myggefælder som denne. Myggefælden virker blandt andet ved at frigive en strøm af kuldioxid, som lokker myggene til. (Foto: René Bødker)

»Vi forventede at se flere strandengsmyg de her uger, for de er gearet til at reagere på den type sommerregn, vi oplevede i juli. Men det, vi ser nu, er langt over normalen.«

Det er langt fra alle danskere, der mærker den høje bestand af blodtørstige myg.

Mens niveauet er unormalt højt i visse dele af landet, er der »påfaldende få myg« andre steder.

Dårligt nyt for sjællandske vandhunde
Myggeæg, der ligger tørre vinteren over, skal bruge regnvand for at udklække.

Efter et af de tørreste forår i årtier kunne René Bødker, seniorforsker ved Københavns Universitet, i starten af juli fortælle Videnskab.dk, at han »aldrig har set et så lavt niveau for myg i juni.«

Læs mere på Videnskab.dk: Mygge-angreb: Sådan virker spray og andre midler

Det har en regnfuld juli ændret på. Juli blev den tiende vådeste danske juli i alle de år, DMI har målt nedbør.

Nu vælter det frem med strandengsmyg, der ifølge René Bødker er »gearet« til at blomstre op et par uger efter sensommerregn.

»Det er især kystområderne på Sjælland og øerne og de østvendte jyske kyster, der nok kommer til at mærke den myggeplage, vi ser lige nu,« forklarer myggeforskeren.

Fælles for områderne er, at det er relativt flade kyster, hvor strandengsmyggen især trives.

Ikke kun selve kysterne vil mærke myggeboomet. For strandengsmyg bevæger sig gerne et stykke ind på land.

Hvis man bor, camperer eller har sommerhus relativt tæt på de berørte kyster, kan man derfor også forvente kløende stik.

René Bødker har for eksempel registreret mange myg på Møn, Vestamager og Dragør de seneste dage.

Påfaldende få myg inde i landet
Andre steder i landet er der ekstraordinært få myg.

»Normalt kan man forvente at finde mange myg i skovene i august, men lige nu er der mærkbart færre end normalt. Det gælder de fleste steder inde i landet,« siger René Bødker.

Tallene på myggetal.dk er som regel et par uger bagud. Derfor ser tallene for 2025 stadig rekordlave ud, selvom der ifølge myggeforsker René Bødker er et skifte på vej. (Grafik: myggetal.dk)

Han kan ikke sige, om det skyldes, at de mange myggeæg inde i landet nåede at tørre ud, før regnen kom, om de gik til i for meget regn, eller om de blot lader vente på sig.

»Det kan sagtens være, at fordi de var så få i starten af sommeren, så tager det lige lidt længere tid for dem at komme op i tal. Så måske er de bare bagud i år,« siger han.

Læs mere på Videnskab.dk: 
Hvordan får man myggestik til at stoppe med at klø?

Her i Danmark gemmer flåterne sig?

Kender du forskellen på en flåt og en tæge?